’Kill’: Hæsblæsende actionbasker fra Bollywood blæser alle konkurrenter af banen
Lakshya Lalwani ligner en forbandet movie star, da kameraet først fanger et glimt af ham.
Et coolere-end-kikset guitarriff spiller på soundtracket, da han snurrer rundt i fuld militæruniform som kommandosoldaten Amrit og hilser på kammesjukken Viresh med et tandpastasmil, som sender knæene direkte til smørfabrikken.
Som en novice i den mastodontiske Bollywood-maskine gik jeg straks ud fra, at vi her havde at gøre med den hinduistiske version af en ung Bruce Willis. Og ligesom Willis tog rejsen fra ’Moonlighting’ til ’Die Hard’, er instruktør Nikhil Nagesh Bhats streamingaktuelle actionfilm ’Kill’ da også tv-skuespillerens store filmgennembrud.
Her går den flødelækre karismabombe fra forelsket gadedreng til sprængfarlig sværvægtsbokser med ild i øjnene, da den diabolske Fani (Raghav Juyal) og hans bande af moderne landevejsrøvere bestialsk myrder Amrits trolovede på et tog med kurs mod Delphi.
De to stridhaners forbitrede kamp til døden er som at opleve Charles Bronson og Henry Fondas revolverduel i ’Once Upon a Time in the West’ på ny. Den sleske og arrogante Fani udmanøvrerer sine fjender med sin knivskarpe kukri og sylespidse tunge. Over for ham står Amrit som et bjerg af spændt muskel. Han glammer og pruster, når han banker modstanderne med næver, hamre og brandslukkere, til de ligger uigenkendelige tilbage i en pøl af deres eget blod.
Kampmarken, hvorpå slaget udspilles, er ligeledes et kunststykke i sig selv. Toget har fulgt filmmediet lige siden dets fødsel, og dog har Bhat fundet komplet nye måder at bruge den kompakte lokation på.
Hele filmen finder sted i fire sovevogne, hvilket betyder, at samtlige actionsekvenser udspiller sig som en 2D-brawler ikke ulig den legendariske korridorscene i ’Oldboy’. Det gør det utroligt let at følge, hvor hver karakter er i forhold til hinanden både i den overordnede historie og i øjeblikkets vildfarende action.
Fordi de to stridende fraktioner befinder sig lige ved siden af hinanden, foregår det familiære drama konstant oven i volden. Sønner har rasende argumenter med deres stædige fædre, og mødre begræder deres afdøde børn, mens Amrit som en anden Jason Voorhees sønderlemmer modstanden, én panikslagen røver ad gangen.
Den klaustrofobiske indelukkethed giver plads til et ambitiøst melodrama, hvor begge sider af konflikten bliver ved med at puste til den glohede ild. Og selvom det er umådeligt underholdende at huje og heppe ad de heftige voldssekvenser, begynder en dårlig eftersmag i munden også at krybe frem, når selv den massive bøfmand i gruppen af skurke falder på knæ foran liget af sin maltrakterede far.
Dermed ikke sagt, at ’Kill’ er moraliserende, men den spidse samfundskritik, hvor statsmagtens overrumplende voldsparathed blot fører til endnu mere vold, giver unægtelig filmen mere pondus. På den måde undgår den også at placere sig i samme konservative, nationalistiske selskab som Teluga-blockbusteren ’RRR’.
I modsætning til de mange amerikanske Letterboxd-brugere, der har set to indiske film i deres liv, vil jeg ikke erklære mig for ekspert på området. Det er muligt, at filmens større pointer og nuancer er fløjet komplet over hovedet på mig.
Hvad jeg er helt sikker på, er dog, at ’Kill’ blæser al anden konkurrence i actiongenren omkuld.
Kort sagt:
En hæsblæsende duel mellem to karismatiske kamphaner udspiller sig om bord på et kompakt tog i fantastisk indisk actionfilm.