George R.R. Martin er vild med sit nye dystre fantasy-eventyr: »Det ser fremragende ud!«

George R.R. Martin er vild med sit nye dystre fantasy-eventyr: »Det ser fremragende ud!«
George R. R. Martin (Foto: Frederick M. Brown/Getty Images)

Det kan godt være, at han ikke kan skrive en bog færdig, men George R.R. Martin – manden bag ‘Game of Thrones’ – har nu skrevet et blogindlæg, og det er jo en bedrift i sig selv.

Ikke mindst fordi indlægget handler om det kommende fantasy-spil ‘Elden Ring’ fra FromSoftware, hvor han løfter sløret for det, han har bidraget med under udviklingen:

»Miyazaki [instruktøren af ‘Elden Ring’, red.] og holdet hos FromSoftware var i gang med noget helt banebrydende med et prægtigt visuelt udtryk, og det eneste, de bad mig om, var at skabe en verden til projektet«, skriver Martin.

»En dyster, stemningsfyldt verden, der kunne agere som grundlag for det spil, de gerne ville skabe. Og heldigvis elsker jeg jo at skabe verdener og opdigte fiktiv historie«, tilføjer forfatteren.

Missionen har været en succes. Da Soundvenue i efteråret fik tidlig adgang til spillet, blev Martins bidrag beskrevet som »den mytologiske lim, der binder universet sammen« i en oplevelse, der fik os til at glemme alt om ‘Game of Thrones’.

Ironisk nok afslører blogindlægget også en finurlig detalje om, at den kreative forfatter faktisk slet ikke gør sig så meget i spil:

»Spil er ikke lige mig – jo, jeg har da spillet lidt førhen, primært strategispil som ‘Railroad Tycoon’, ‘Romance of the Three Kingdoms’ og ‘Master of Orion’ – men dette projekt var så spændende, at jeg ikke kunne sige nej«, skriver han.

Alligevel ser det ud til, at vi godt kan glæde os til lanceringen af ‘Elden Ring’ den 25. februar, 2022.

For som Martin – uagtet sin knap så rige erfaring med spiludvikling – konkluderer: »Det ser fremragende ud!«

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af