‘Stellaris’: Stærkt vanedannende stoffer til stjerneafhængige
At spille ‘Stellaris’ er, som at tage dårlig narkotika. Her er ikke tale om et fint og farverigt feststof, men en fedtet skamfuld oplevelse, hvor du vågner op, omtumlet og forvirret, og undrer dig over, hvad du har foretaget dig i de foregående timer.
Arrig og fuld af beslutsomhed sværger du, at det var sidste gang, men så snart skammen fortager sig, kan du høre stjernetågerne begynde at kalde igen. For du var jo ret tæt på at få den teknologi, der kunne bruges på det rumskib, så man endelig kunne kolonisere den planet ikke? Og du var da lige ved at have den nye flåde klar, ikke? Og du var da lige ved at have krammet på de opsætsige niddinger fra det Prax-Caledoniske Hegemoni, ikke?
Næsten uden du opdager der, er spillet startet op, og du er igen ude blandt stjernerne kun bevæbnet med mus og keyboard i jagten på det næste fix i tomrummet mellem stjernerne.
Klassisk med kompleksitet
‘Stellaris’ er på mange punkter et helt klassisk 4X spil, af den slags som hærgede på billedrørsskærme verden over tilbage i 90’erne. Der er klare referencer til den gamle konge af sci-fi grenen af genren, ‘Master of Orion’, og det grundlæggende gameplay er da også det samme. Som hersker over et lille hjørne af galaksen er det din opgave at udvide imperiet, kolonisere nye planeter, udforske nye teknologier og ikke mindst at nedkæmpe enhver fjendtlig civilisation, der måtte stille sig i vejen for dit ubetingede herredømme.
Det fornægter sig dog ikke at spillet er udviklet hos de svenske stretegimestre fra Paradox, hvis ultra-komplekse middelalder-simulator, ‘Crusader Kings 2’, har smittet lidt af på rumskibene. ‘Stellaris’ har for det første skruet noget op for antallet af ting, man skal holde øje med, men det mest afgørende træk ‘Stellaris’ har arvet fra korstogskongerne er, at spillet er næsten nådesløst i sit krav om, at du planlægger alle bevægelser langt ud i fremtiden. Særligt det, at føre krig, kræver langvarige og omhyggelige forberedelser, hvor flådekapacitet, planetstyrker og diplomati skal rulles i gang længe før det første laserskud er løsnet.
Regneark i rummet
‘Stellaris’ er nærmest eksemplarisk opbygget hvad angår brugergrænseflade og tilgængelighed. Næsten alle funktioner er tilgængelige fra flere forskellige steder, og du hopper let rundt mellem de associerede funktioner i spillet. Det kan dog ikke fjerne indtrykket af et spil, som er en lille smule sterilt. Selvom spillet er krydret med missioner og særlige events, kan det ikke skjule, at hverken grafisk stil eller spillets megen tekst hører til i den mest karakterfulde ende. Og netop fordi spillet har dette lidt sterile touch, så er der ikke den samme tilfredsstillelse i at køre en modstanders væbnede tropper ned i det interstellare grus, som hvis det havde været en modstander med en markant personlighed.
Til gengæld er ‘Stellaris’ uhyre detaljeret, hvilket gør det muligt at fordybe sig i den specifikke udforming af ens rumskibe, bebyggelsen af ens planeter eller den genetiske sammensætning af imperiets befolkning -for naturligvis kan man på kynisk vis genmanipulere sine undersåtter. I sidste ende munder det dog næsten altid ud i et tal. For på godt og ondt er ‘Stellaris’ et spil om at få dine tal så høje så muligt, og modstanderens så lave som muligt.
Kompleksiteten gør også, at man relativt hurtigt bliver nødt til at overdrage den direkte kontrol af planeterne til AI-styrede sektorer, hvilket virker som en mærkelig utilfredsstillende måde at afgive kontrol på. Men det siger også noget om detaljeringsgraden, at ‘Stellaris’ selv vurderer, at du ikke bør styre mere end fem planeter selv.
Et spørgsmål om tidsspilde
‘Stellaris’ slibrige greb omkring din fritid er først og fremmest mulig, fordi spillet på snedig vis sørger for at have gang i mange forskellige forløb på samme tid. Med tre parallelle forskningssektorer og mange hundrede solsystemer i galaksen er der altid en stjerne du er lige ved at kunne nå, en teknologi du er lige ved at have udforsket og en bygning, der er lige ved at være færdig. Så det kræver en jernvilje at klikke ‘save’. ‘exit to desktop’, og rejse sig og forlade computeren.
Det faktum, at ‘Stellaris’ er utroligt svært at lægge fra sig, betyder dog ikke, at ‘Stellaris’ er et ubetinget godt spil. For selvom det viser en utrolig god forståelse for, at holde spilleren fanget, demonstrerer spillet også en udpræget ringeagt for, hvad din tid er værd. Bare en enkelt kampagne på normal sværhedsgrad i en galakse af standardstørrelse tager et godt stykke over 30 timer, og det er ganske enkelt unødvendigt. Alt for meget at den tid går med at vente, og mængden af store spilbegivenheder er ganske enkelt smurt for tyndt ud over det lange forløb.
Har man rigelige mængder af fritid, så er ‘Stellaris’ dog stadig et rigtig godt og udfordrende spil i en genre, der ellers længe har været underforsynet. I sidste ende er det et lykkeligt gensyn, selvom det kræver en ryddet kalender at kunne tage sit rumfix i fred.
Godt
+ Mange detaljerede muligheder
+ Enormt fængslende
+ Mange muligheder for at tilpasse spiltype og racer
Skidt
– Der er for langt mellem snapsene – særligt mid-game
– Univers og grafik virker lidt ferskt
– Tilfældige begivenheder kan have meget stor betydning, særligt tidligt i spillet