Katastrofalt computerspil med hang til stoffer og incest minder om dårligt heavy metal-konceptalbum

’Of Bird and Cage’ besvarer det brændende spørgsmål, vi alle ofte stiller os selv: Ville det ikke være fedt, hvis man fik et halvt dusin has-been heavy-musikere til at lave et konceptalbum om Skønheden og Udyret?

Og hvad nu hvis man kombinerede det med et rædderligt computerspil, hvor det hele handler om stoffer, incest og voldelig kriminalitet?

Svaret er nej. Men det er fanden gale mig morsomt. Også selvom det ikke er med vilje.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

’Of Bird and Cage’ er et forglemmeligt symfonisk heavy metal-konceptalbum, som har fået skelettet af et meget grimt computerspil klistret ovenpå.

Som spiller indtager man rollen som Gitta, en 25-årig servitrice, der gerne vil være heavy metal-sanger.

Gitta bliver slået (og muligvis voldtaget) af sin fordrukne far. Hun hader sin creepy boss, og i øvrigt er hun afhængig af et designerdrug med det uforklarlige navn GSBV.

GSBV’s abstinenser udmunder ikke i kropslige eller mentale lidelser, men i hallucinationer som i ægte heavy metal-stil består af flammer, graffiti og krager.

Spillet forsøger i de første ti minutter at etablere, at du som spiller har et valg omkring, hvorvidt Gitta tager stoffer, eller om du vil gennemleve de meget seje og grafiske abstinenser.

Men ’Of Bird and Cage’ er ikke – for at sige det mildt – et særligt fokuseret spil, og netop det element bliver hurtigt efterladt i vejsiden.

Det samme gælder i øvrigt enhver form for tilbageholdenhed eller symbolik, der ikke er tung som en ambolt, der ligeledes efterlades uden videre opmærksomhed.

Efter en særdeles dårlig dag, hvor Gitta er blevet fyret, tæsket af sin far og smidt ud af sin kæreste (som også er hendes dealer), tager hun på bar, og det er her, hvor spillet åbner op.

En introduktion guider dig igennem spillets bærende mekanik, såkaldte Quick Time Events, hvor du skal ramme de rigtige knapper for at udføre eller afværge hændelser.

Og knapperne kommer du til at bruge ihærdigt, for efter den korte optræning kastes du ud i det, som ’Of Bird and Cage’ egentlig er: Et konceptalbum, der ufortrødent buldrer af sted, uanset hvad du som spiller vælger at gøre.

Herefter fortsætter spillet cirka lige så debilt, som det begyndte, når barens lydmand stormer efter dig ud i regnen, imens han skriger »I AM THE BEAST!« og jagter dig igennem gader og stræder, inden han slår dig bevidstløs og kidnapper dig.

Til lyden af dybt forglemmelig, om end ikke decideret inkompetent symfonisk heavy metal introducerer spillet i hæsblæsende tempo det ene surrealistiske drømmescenarie efter det andet.

Din far (som du jagter forbi gigantiske fjernsyn) har vist nok slået din mor ihjel, og din mor tog stoffer ligesom dig, hvilket akkompagneres af en kvinde, der synger »jeg er fortabt og ødelagt« for ligesom at understrege tematiseringen.

Undervejs skal du trækkes – i noget af det værste nærkampscirkus jeg har oplevet – med bizarre og langvarige boksekampe med skyggevæsner, som (måske?) repræsenterer dine traumer.

Værst af alt er dog, at ’Of Bird and Cage’ er så ubehjælpeligt designet, at man konstant farer vild og derfor sidder fast ved siden af grimme kasser eller en stor, symbolsk drømme-GSBV-ampul, mens soundtracket spiller færdig og derefter automatisk rykker videre til næste scene.

Og det er altså ikke fordi, der ikke er masser at lave. Har man af uransagelige og masochistiske årsager lyst til at få et dybere indblik i historien, står det én frit for.

Det kræver bare, at du kan skelne mellem, hvad der egentlig foregår, når du kastes mellem den virkelige verden og drømmescenarierne, der begge involverer cirka samme mængde komplet afsporet vold.

Her går du (og lydmanden, som du nu dater) fra at skyde din ekskæreste i baghovedet til at meje 30 specialtrænede politimænd ned – og det er ikke en gang halvvejs inde i historien.

Spillet eskalerer med mere og mere tungnem symbolik, som når man frigiver små fugle fra bure (fordi fugle plejer at flyve frit, men nu er de spærret inde – ligesom Gitta!).

Det hele er skrevet, designet og eksekveret med samme finesse som et trafikuheld, og det er – i lighed med et trafikuheld – fuldstændigt umuligt at kigge væk fra katastrofen, der udspiller sig foran ens øjne.

Der er nemlig noget altmodisch over ’Of Bird and Cage’, der leder tankerne hen på edgy fanfiction anno 2004 med dyster tematik uden nogen som helst form for eftertanke eller selvrefleksion.

Men i lighed med et af de bedste kultfænomener i nyere tid, Tommy Wiseaus ’The Room’, er det samtidig svært ikke at skraldgrine af spillets fuldstændig naive fremstilling af sig selv.

For der er ingen selvkritik, bare rent og skært kitsch i den forstand, at spillet tror, det siger noget om svære og tunge tematikker, når det faktisk bare giver udtryk for en eklatant mangel på selvransagelse.

---

Kort sagt:
Det er umuligt at regne ud, hvad i alverden formålet skulle være med at smelte spil og konceptalbum sammen til det hæslige, naturstridige monster, som ’Of Bird and Cage’ er.