‘Card Shark’: Fascinerende spil lader dig flænse de rige med korttricks
Når ‘Card Shark’ er på sit bedste, kan det bedst beskrives som et slags Soulsborne, men med kortsnyd.
I ’Dark Souls’ vandrer man gennem mørke, tågede fantasy-universer for at tæske moralsk anløbne monsterbosser med overdimensionerede sværd.
I ‘Card Shark’ rejser du 1700-tallets Frankrig rundt for at lænse pompøse aristokrater for deres formuer ved hjælp af et utal af skamløse korttricks.
Det er en finurlig sammenligning, og faktisk er det lidt uklart, hvilket spil man egentlig spiller – men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.
Historiske korttricks
I ’Card Shark’ indtager du rollen som Eugene, en stum landsbydreng, der pludselig involveres i et højspændt drama om tronfølgerækken, gamle statshemmeligheder og forræderi.
Den professionelle kort-snyder Comte de Saint-Germain kommer ved et uheld til at forårsage Eugenes plejemors død og tager ham derefter under sine vinger og lærer ham kunsten at fucke rige gamblere grusomt op.
Det hele har i de bedre passager anstrøg af ‘Greven af Monte Cristo’, og det er fornøjeligt at spille kort med Voltaire, Casanova og andre historiske kendisser.
Udgangspunktet for ’Card Shark’ er nemlig, at du skal tælle og pakke kort på præcis den rigtige måde på hurtigst mulig vis, så din modstander ikke opdager, at du snyder og derefter spidder dig med sin kårde.
Fejler du, dør du (eller dø og dø, for døden spiller gerne kort med din skæbne og en ekstra chance som indsats), og du må så prøve igen, indtil det lykkes.
Der er, helt ligesom tilfældet med Soulsborne-spil, en ekstatisk følelse af at have mestret noget svært, når det lykkedes dig at huske den korrekte rækkefølge i et trick.
Distraher modstanderen, se hvad det nederste kort i bunken er, tag det ubemærket op på din hånd, foregiv at du blander kortene, hold styr på det rette es til din makker og indkasser så pengepuljen.
Det er hundesvært og kræver masser af øvelse, men dermed også så meget desto bedre når man faktisk brillerer og vinder.
Tungen lige i munden
De forskellige korttricks styres intuitivt med en controller, som du vipper frem og tilbage, imens du trykker på knapper for at styre, hvilke kort du smider hvor.
Det foregår i et hæsblæsende tempo, som – når det virker – fremkalder både adrenalin og vrede. Der er en fremragende mimen af nervøsitet og holden-tungen-lige-i-munden, som en ægte korthaj må føle.
Der er tydeligt lagt energi i at fremkalde den rette følelse. Sådan har jeg aldrig spillet spil før, og dét er noget af en bedrift.
Der er også lagt energi i resten af spillet, men når det kommer til historien og selve pacingen af spillets elementer, kan ‘Card Shark’ ikke helt score alle de stik, det ellers har meldt.
Til gengæld er det gudesmukt at se på, når Nicolai Troshinsky i vandfarve og blæk udfolder et levende og farverigt billede af Frankrig i årtierne, før revolutionen satte monarkiet og verden på den anden ende.
Musikken understøtter desuden universet fremragende, og historien er også ganske acceptabel det meste af vejen.
Desværre når ‘Card Shark’ ikke helt at løfte hverken gameplay eller fortælling hen imod slutningen, hvor de 28 forskellige korttricks og et par lidt letkøbte plottwists løber en lille smule ud i sandet.
Der mangler fokus, når det hele går lidt for hurtigt. Og hvor man er komplet opslugt i spillets begyndelse, mister man langsomt sin koncentration, når det endegyldige crescendo nærmer sig.
Alligevel er ‘Card Shark’ et unikt og veludført spil med en række gode idéer, blændende udseende og antydningen af ægte genialitet – og alene af dén årsag er det værd at spille.
Kort sagt:
‘Card Shark’ er originalt, sjovt, smukt og veludført i dets idéer, men det haltende tempo trækker ned i sin helhed.