10. ‘The Dark Pictures: The Devil in Me’
Få har haft mere kronede dage i 2022 end seriemordere, der vendte tilbage som en bestialsk fascination i nye klæder. Netflix fik succes med Jeffrey Dahmer, Apple med ’Black Bird’ og spilbranchen med dødsfældekongen H.H. Holmes.
Hvor nogle kunne anklages for at romantisere grusomme mord, så det efterlod en dårlig smag i munden, formåede ’The Devil in Me’ (med Jessie Buckley i en fremtrædende rolle) at bruge USA’s første seriemorder som en ukontroversiel, men effektiv, inspiration for årets måske mest ’Saw’-værdige horror-oplevelse.
9. ’Tunic’
Det var ikke uden grund, at vi kaldte ’Tunic’ for et par slidte og derfor behagelige hjemmesko, for årets vel nok mest nuttede spil var som at træde ind ad døren, smide overtøjet, stikke fusserne i et par bløde futter og føle sig helt afslappet.
Hvor ’Tunic’ på overfladen kunne ligne en lightudgave af ’Zelda’ med en lille ræv i hovedrollen, foldede spillet sig langsomt ud med et kreativt og charmerende univers, man bare har lyst til at lade sig opsluge af, imens man drikker varm kakao under dynen.
8. ’Horizon Forbidden West’
At Aloys nyeste eskapader ikke blev PlayStations bedste sequel i 2022 (den kommer vi tilbage til) siger en del om kvaliteten af Sonys spil, for ’Horizon Forbidden West’ var ellers på alle punkter den perfekte toer.
Spillets verden var større, fjenderne var vildere, og Aloy havde langt mere på spil, end hun før har haft. At det så blev udsendt i den enorme skygge af ’Elden Ring’ var en skam, for dermed fik det ikke helt den anerkendelse, det ellers burde have fået for at være en fortrinlig robotjæger-blockbuster.
7. ‘The Last of Us Part I’
Og nu vi allerede er på besøg hos PlayStations største hits, så kan vi jo lige så godt svinge forbi genudgivelsen af ’The Last of Us’, der som perfekt opvarmning til HBO’s kommende serie atter knuste vores hjerter med den brutale fortælling om menneskets skyggesider.
Denne gang var hele oplevelsen fornemt moderniseret til at drage nytte af PlayStation 5’s tekniske evner, og selvom tålmodigheden med nye udgaver af den tidløse klassiker er ved at rinde ud (vi tæller efterhånden tre udgivelser), så er den gribende historie om Ellie og Joel stadig uden sidestykke.
6. ’Citizen Sleeper’
Cyberpunk har ikke ligefrem haft trange kår den seneste håndfuld år, hvor interessen er boomet efter udgivelser som ’Blade Runner 2049’ og ’Cyberpunk 2077’. Alligevel er den største nyfortolkning af den futuristiske genre gemt i en af de mindste perler.
’Citizen Sleeper’, hvor du skal skabe dig et nyt liv på en spraglet rumstation efter at være flygtet fra en megavirksomhed, rammer plet med forfriskende historiefortælling og et fængende univers, som gemmer på både smukke og tragiske skæbner.
5. ’A Plague Tale: Requiem’
Hvor sindsoprivende lyder det lige at skulle være vidne til historien om et søskendepar i 1300-tallets Sydfrankrig, hvor rottepesten hærger? Er du ikke helt overtalt, går du glip af franskmændenes svar på ’The Last of Us’.
’A Plague Tale: Requiem’ fortsætter fortællingen om søsteren Amicia og hendes bror Hugo, som uden at bralre af sted med bravur og larmende våben skal snige sig frem for at overleve, imens en jordnær skildring af menneskets grumme natur i en verden i opbrud udfolder sig omkring dem og dig som spiller.
4. ’Rollerdrome’
Hvad får du, hvis du kombinerer rulleskøjter, maskinpistoler og et mystisk tech-konglomerat uden de mindste samvittighedskvaler? Svaret er det fandenivoldske ’Rollerdrome’, der skøjtede ind fra højre som en af årets største, men også bedste, overraskelser.
Det adrenalinpumpende spil er noget så sjældent som en samfundskommentar pakket ind i lige dele skyde- og sportsspil. Det lyder måske som en spøjs opskrift, men det er så vanedannende og effektivt, at det simpelthen vender fuldstændig op og ned på, hvad vi bør forvente af spil i disse moderne tider.
3. ’God of War Ragnarök’
Det var de to års forsinkede ventetid værd, for PlayStations mest ansete udgivelse i år ikke bare indfriede, men overgik alle forventninger med viderefortællingen om krigerguden Kratos, hans søn Atreus og deres fælles strabadser.
Selvom spillet fokuserer på at afværge ragnarok, er det ikke kun de store muskler, nordiske guder og mange episke kampe, som stjæler opmærksomheden. Det er derimod et næsten overrumplende menneskeligt aspekt.
For selvom det er et actionbrag uden sammenligning, så er det især den overraskende følsomme behandling af far/søn-forholdet, der med en sjældent set dybde og pondus cementerer ’God of War’ som en af spilbranchens største serier nogensinde.
2. ’Elden Ring’
George R.R. Martin burde tage en pause fra ’Game of Thrones’ oftere. I år endte det i et brutalt eventyr og seks stjerner hos Soundvenue med det formidable ’Elden Ring’, der hakkede sig direkte ind i toppen af den ellers notoriske Soulsborne-genre.
Her er ingen snorlige fortælling eller lykkelig slutning. I stedet er det en nervepirrende rejse ind i en enormt atmosfærefyldt verden, hvor du overlades til dig selv, når groteske monstre og hjælpsomme sjæle springer frem, mens du mindst venter det.
Nu er det ikke fordi, at det modbydeligt svære rollespil er Martins fortjeneste alene, tværtimod, han er nærmere kirsebærret på toppen. Det formidable mesterværk er, selv uden forfatterens sans for medrivende mytologi, årets mest episke og udfordrende oplevelse.
1. ’Immortality’
Årets bedste spil er ikke bare et spil. Det er en klassisk omgang whodunit, der transcenderer sit spilformat og disker op med et mysterium, der lige så godt kunne have grebet os i form af en medrivende film eller podcast.
Historien om den talentfulde skuespiller Marissa Marcel, som på mystisk vis forsvinder, lader dig tage detektivhatten på og dykke ned i de skræmmende (og saftige) beviser, hvilket ender i et så dragende puslespil af aha-opdagelser, at spillet er umuligt at lægge fra sig.
Det er ikke kun en »genistreg af blod, sex og gådefulde blikke«, som vi skrev, da spillet blæste os bagover ved udgivelsen i august – det er også en af de oplevelser, som kryber langsomt ind under huden, indtil man ikke kan ryste den af sig igen.