‘Headshot’: Hun vender ryggen til alle forventninger om at være en ‘good girl’ med debutroman om boksende teenagepiger

ROMAN. Hvad kan egentlig samle os i disse tider? Efter en sommer med landsholdstrøjer overalt i gadebilledet, storskærmsarrangementer på hvert gadehjørne og OL-guldfeber over sejren til håndboldherrerne, virker det åbenlyst, at svaret må være sport.

Men hvis sport er samlende, minder Rita Bullwinkels debutroman ’Headshot’ mig tidligt i læsningen om det faktum, at det oftest er mændene, vi samles om. I den er karaktererne nemlig boksende teenagepiger, og fælles for dem er, at deres liv er næsten fuldkommen skjult bag de nedslidte boksehallers triste facader, usynligt for alle andre end dem selv.

I romanens rammefortælling, der foregår over to døgn, følger vi otte pigers deltagelse i Daughters of America Cup, et nationalt ungdomsmesterskab for kvindelige boksere i USA. Pigerne kommer fra hele landet, de fleste er kørt i flere dage for at være der, og ud over at de alle tilsyneladende er vokset op i den lavere middelklasse og nedefter, har de ikke andet tilfælles end det, at de på hver deres usandsynlige måde er endt blandt de bedste amerikanske ungdomsboksere.

’Headshot’ er frem for alt et glimrende karakterstudie. Gennem præcist tegnede portrætter fremstiller Bullwinkel en række rørende og komiske skildringer af forskellige arketyper, herunder perfektionisten, slackeren, neurotikeren, pick-me-pigen og excentrikeren, der i denne udgave hedder Rachel Doricko og går rundt med en »coonskin cap« for at forvirre sine modstandere.

Teksten bryder ofte ud og væk fra de intense boksekampe, og ved hjælp af pludselige hop i tid og sted får vi adgang til både karakterernes fortid og fremtid. Som her, midt i en kamp mellem Iggy Lang og Rose Mueller, hvor fortælleren afbryder kampen med det her afsnit:

»Iggy Lang will become af private investigator. When she first tells her parents about her choice of profession, they’ll think it’s a joke, but she’ll explain that the money is good, that the hours are flexible, and that most of her clients are just disgruntled wives. It’s fun, Iggy Lang will tell her parents. It’s like school in that they are very definitive and finite projects.«

De pludselig spring er ofte sjove, som her, men lige så ofte giver de et sug i maven over, hvor stor kontrast der er mellem intensiteten og begæret, der opfylder pigerne, mens de står i ringen, og manglen på samme i deres fremtidige liv – understreget af den tørt opremsende måde det bliver fortalt på.

Boksningen – »this simulation of killing« – kræver af pigerne, at de, i hvert fald momentant, forstår sig selv, ikke som børn, men som unge mennesker, der har magten til at vælge deres skæbne og deres sejre.

Boksehallen er et brutalt rum, der nedbryder pigerne fysisk og mentalt, men det også et frirum, en radikal utopi, hvor de kan få lov til at være alt det, samfundet helst ikke vil lade piger være. Dets karakter af at være en næsten hemmelig verden er måske det, der muliggør utopien, men det er også det, der for en af pigerne senere i livet gør, at boksningen kommer til at stå som en slags forfejlet identitet:

»Something she tried on and wore around but that she later realized wasn’t her, or didn’t fit with the rest of her life, or her as a boxer didn’t fit the way the world needed her to be in order for her to survive.«

Bullwinkels sætninger er ofte lakonisk korte, staccato-agtige og fulde af gentagelser, før de skifter emne med en voldsom pludselighed. Det er fristende at sige, at hun skriver som en god bokser.

Ligesom pigerne i ringen, vender også forfatteren ryggen til alle forventninger om at være en good girl, og det er fra starten tydeligt, at Bullwinkel ikke har tænkt sig at leve op til nogen læserforventning om opbyggelighed eller forløsning for de boksende teenagere.

Indimellem bliver hun måske lidt for optaget af at pege på det grimme og demontere håbet. Ubehagelige billeder og traumer dukker op på en så tvangsagtig måde, at jeg nærmere tilskriver dem forfatteren end karaktererne, og det kyniske, fremmedgjorte blik hos pigerne virker i nogle tilfælde en anelse påklistret.

I sit forsøg på at undvige alle former for feel-good-vibe bliver romanen paradoksalt nok også en smule forudsigelig i sine konstante punkteringer af den skønhed, der trods alt får lov at dukke op i glimt.

At jeg som læser undervejs mistede en smule af interessen skyldes dels, at det er svært for alvor at nå at engagere sig i karaktererne, simpelthen fordi der er for mange af dem, og dels fordi den stramme komposition omkring de syv boksekampe i længden bliver lidt monoton. Måske kræver det bare en særlig interesse for sport, som jeg mangler.

Under alle omstændigheder fortjener Bullwinkel ros for, at hun på en så levende måde forstår at skildre, hvordan boksningen bliver et helt særligt erfaringsrum for unge piger i et patriarkalsk samfund.

---

Kort sagt:
’Headshot’ er et sprogligt veloplagt portræt af en lille, næsten hemmelig verden, der viser sig at gemme på store spørgsmål om magt, smerte, vilje og femininitet. Som fortælling mangler den en smule dynamik, men som karakterstudie er den original og læseværdig.