System Of A Down – det var fugtigt, og det var fedt

København og Valbyhallen var for en enkelt aften blevet tvangsflyttet til Sverige – i hvert fald ifølge System Of A Downs t-shirts. Men man tilgav dem hurtigt deres lidet imponerende geografiske kendskab, da først den armensk-amerikanske kvartet indtog scenen.

Aftenens koncert var bandets første i Danmark og timingen kunne på mange måder ikke have været bedre eller mere interessant. System Of A Down befinder sig nemlig i øjeblikket på et meget smukt og et meget farligt punkt i deres karriere. Bandet, der startede som et politisk engageret, eksperimenterende og småanarkistisk hardcore/metalband på Los Angeles’ klubscene, er her på deres tredje album vokset til noget af et internationalt fænomen med en langt bredere appel, end man ville have spået dem for få år siden.

Og det kunne ses i aftes på reaktionen fra en meget fyldt, meget varieret og meget varm Valby-hal. Jeg har sjældent set en Valby-hal så dedikeret, og så meget med til en metalkoncertert, og stemningen i sig selv var nok til at gøre det til en stor oplevelse. Men samtidig var det lidt en spøjs oplevelse at se og høre nogle af de sidste års bedste og mest desperate politiske sange blive forvandlet til syng med fest-sange.

Det var lidt underligt at se folk med en fadøl i hånden og et smil på læben skråle ‘Pushing little children with their fully automatic, they like to push the weak around’. Det understreger på mange måder den balancegang, som System Of A Down i øjeblikket går i deres live-shows: 60 pct. politisk engageret, eksperimenterende metalband og 40 pct. velsmurte entertainere. Men den gode nyhed er, at de efter i aftes at dømme ikke har de fjerneste problemer med at kombinere disse to verdener i et imponerende liveshow.

Til at starte med kæmpede bandet, som de fleste, med Valby-hallens legendarisk umusikalske akustik men efter en lidt rodet udgave af ‘B.Y.O.B’ kom der hurtigt nogenlunde styr på niveauerne, og efter det kiggede de sig ikke tilbage. På lidt over halvanden times nonstop musiceren fik System vist eksempler af hele deres imponerende palet, der spænder fra hardcore til jazz til pop til armensk folkemusik, og de kom forbi stort set alt fra deres sidste to album, et par velvalgte klassikere fra debuten og et par nye numre fra den kommende ‘Hypnotize’.

Tempoet var højt, og selv de korte pauser mellem numrene blev fyldt op med mere eller mindre vanvittige musikalske intermezzoer fra guitarist, vokalist og energibombe, Daron Malakian. Jeg tror ikke der var 30 sekunder under hele koncerten, hvor han ikke spillede, og det var i høj grad ham, der stod for publikumskontakten under en koncert, der var stort set fri for small-talk.

Vokalist Serj Tankian var tavs mellem numrene, men til gengæld fik den ikke for lidt under numrene. Hans tilgang til vokalrollen er konstant udfordrende, nytænkende og improviserende, og flere af aftenens mere episke numre som ‘Science’, ‘Toxicity’ og ‘Aerials’ fik en ekstra dimension gennem nye vokalfraseringer, hvor Serj Tankians kærlighed til, og forståelse af den armenske folkemusik kom meget tydeligt frem.

Visse steder gik der lidt for meget eksperimenteren og udflyden i bandets live-arrangementer, men omvendt er det også en fornøjelse at se et band, der ikke stiller sig tilfreds med at spille tingene, som de er indspillet, men i stedet bruger live-situationen til at søge nye nuancer i deres materiale.

Det er i sig selv en stor kunst at kunne gøre stor kunst til god underholdning, og det er i bund og grund det, som System Of A Down i øjeblikket formår, både live og på plade.