Roskilde 05: Bikstok Røgsystem – mest for sjov

Hvem skulle have troet det? For bare et halvt år siden var Bikstok Røgsystem ikke meget mere end et kultfænomen, der hang ud i den københavnske reggae-club RubA’Dub. I går stod de så på scenen i et Arena-telt, der var så pakket, at sømmene var ved at sprænge. Danskere i alle størrelser var mødt op for at få et skud caribisk medicin. Og folket fik deres reggae-fest.

Eaggerman, Pharfar og Bukki Blæs gik på scenen til lyden af røg med P3-hits i skuldertasken, og trioen var helt elektrisk fra start. Det handlede ikke om meget andet end at støve en fest op, så teksterne om græs og numsepiger var som friskrullet til lejligheden. Det samme var deres joint på størrelse med en babyarm. Backing-bandet Riddim Force sørgede for en autentisk live-lyd, hvor backingtracks var bandlyst, men de sørgede desværre også for at kvæle noget af det spræl, som ligger i produktionen på Bikstoks debutalbum.

Men fred være med det, for der var dømt folkefest, og Bikstoks crowd control var af en anden verden. Hvem andre kunne få 15.000 kroppe til simultant at sætte sig ned i respekt? Det er tæt på absurd, at et reggae-outfit i den grad kan blive folkeeje, men Bikstok besad i går en gennemstenet danskhed, som ophøjede dem til nationalskjalde. Kim Larsen og Steffen Brandt må grave dybt i pot-posen for at matche den optræden.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af