Stuart A. Staples

Det er ikke til at tage fejl af, når denne på en gang lavmælte og voluminøse vokal indtager lokalet med selvsikker mine. Den karakteristiske vokal kommer selvfølgelig fra altid nærværende Stuart A. Staples, der med sine gnistrende flotte fraseringer denne gang er ude i et solotogt uden de velspillende Tindersticks at kunne læne sig op ad. Dog har ‘Lucky Dog Recordings’ et umiskendeligt Tinderstick-præg, der kommer til udtryk, selvom arrangementerne er blottede for strygere.

De dominerende molakkorder udgør en skrøbelig, organisk skal, der på forunderlig vis formår at holde samling på intensiteten, når Staples rundhåndet dekorerer indersiden med personlige betragtninger, som byder på uforløst kærlighed, skuffelse og kontant afregning ved kassen. Anonymiteten har dog en tendens til at skamfere kanterne, når melodierne bevæger sig hen mod det mere skitseagtige, som det sker på ‘Dark Days’, der også synes ladt i stikken af Stuarts normalt velfungerende, skarpe pen. ‘Lucky Dog Recordings’ bliver aldrig helt flyvefærdig, for dertil er albummet præget af for mange diskontinuiteter, hvor der udstikkes en kurs, som ikke følges ordentlig til dørs.

Stuart A. Staples. 'Lucky Dog Recordings 03-04'. Album. Beggars Banquet / Playground Music.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af