Pere Ubu

Det er åbenbart ikke altid Fanden går i kloster, når han bliver gammel. Pere Ubu har i knap en halv menneskealder lavet noget af det mest skæve, opfindsomme og foruroligende rockmusik på den alternative scene. Og på ‘Why I Hate Women’ er der få, om nogen tegn på kompromis eller overgivelse.

Deres nye plade har måske ikke helt den samme atmosfære af avantgarde og absurd teater som tidligere, der er dog ingen fare for, at de bliver bedt om at spille til MTV Music Awards lige foreløbig. Det er en vred plade, som titlen antyder, og ofte er udtrykket ret skingert, men der er også en mere indadvendt stil på de adskillige, mere afdæmpede numre som for eksempel ‘Blue Velvet’ og ‘Stolen Cadillac’. Det sidste nummer, ‘Texas Overture’, er næsten en øjeblikkelig klassiker med sin lange, snakkende monolog og det syrlige ledemotiv, »Texas is the land of the free«.

Pere Ubu har få ligesindede på musikscenen, det er kun andre originaler, som Captain Beefheart og Red Krayola, der kommer i nærheden. ‘Why I Hate Women’ er grum latter i mørket. Det er modsat meget af den nye, mere populære postpunk aldeles usexet og uhip musik. Bandets alder til trods virker det ikke som om hverken klosteret eller den daglige sendeflade i radioen er stedet for dem.

Pere Ubu. 'Why I Hate Women'. Album. Glitterhouse.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af