A Kid Hereafter

Efter at have lyttet til Frederik Thaaes debutudgivelse under kunstneraliaset A Kid Hereafter får man næsten helt ondt af hans forældre. For det er svært ikke at forestille sig en seksårig krudtugle, der med DAMP-barometeret i det røde felt fiser rundt og leger med biler, så med action-mænd inden der skal ses fjernsyn og hoppes på fars mave. Puuha.

Og han er altså stadig et barn efter eget udsagn. Og stadig ubeslutsomt udforskende, hvilket har resulteret i en debut, der blander stort set alle tilgængelige genrer. Der er sød pop, prog-rock, punkede guitarer, ska, country, og sågar opera-agtig vokal et enkelt sted. Som lytter føler man sig, som de forpustede forældre sikkert gjorde det en gang. Det er respektindgydende, at Thaae kan fremtrylle små, fængende melodier ud af nærmest alt, hvad han hiver fat i, men det er også lidt trættende i længden.

For selvom det hele er præsenteret med et glimt i øjet, så er det nyhedsværdien, der er det mest spændende ved sangene. Sjældent har Danmark hørt et så eksperimenterende udspil, der samtidig fungerer, men når overraskelsen har lagt sig, er det kun en håndfuld sange, der for alvor imponerer.

Det sker specielt, når Thaae får hjælp på vokalsiden af Susannah Carlsson, som på det up-tempo ‘Hip Girls’, der drives frem af en tung cello og Carlsson halvstøvede, lillepigerøst. Ellers beviser ‘Secret Service’, ‘Superficial Star’ og ‘Hollywood Conspiracy’ også, at Thaae sagtens kan ramme plet, når vejret trækkes dybt i maven og fokuset lægges på gode sange frem for ren legesyge.