Mevadio
Efteråret 2003 – så langt skal vi tilbage for at finde debuten fra Hernings fineste udøvere af ‘all things metal’, Mevadio, og jeg ved ikke med resten af Danmark, men jeg har fandeme savnet dem. Og det virker til, at de også har savnet os. For med ‘Fresh Kill Daily’ sparkes døren til det danske metalår 2008 ind med en kraft, der viser, at, Mevadio er bevæbnet til tænderne og klar til at fortsætte, hvor de slap.
Fusionen af hardcore og moderne metal har altid været Mevadios adelsmærke, men selvom de stadig byder på solide midtempo-grooves, så kommer man ikke udenom, at der er blevet skruet gevaldigt op for metallen på deres andet album.
Der er både elementer af den svenske melo-død, såvel som et nik eller to til trash-metallens klassikere, og der bliver til tider fræset igennem, så nittebælterne nærmest står ud af højtalerne. Mevadios univers er blevet mere intenst, mere dystert og ikke mindst endnu tungere, og det klæder faktisk et langt stykke hen ad vejen kvintetten, at musikken er blevet lidt mere ‘hævi mædl’.
Til gengæld er jeg mere skeptisk overfor vokalstilen på ‘Fresh Kill Daily’, hvor forsanger ‘Kruger’ for en stor dels vedkommende har droppet sin karakteristisk brutale baryton-croon og løftet vokalen op i et toneleje, der bliver en smule for skingert på flere af numrene. Men mens jeg vil tillade mig at stille spørgsmålstegn ved dette kunstneriske valg, der har ofret lidt af Mevadios unikke lyd, er det ikke nok til at sænke Mevadios panserkrydser af et album, der nok skal bære dem helt frem til frontlinien på den danske metalscene igen.