Bodebrixen

Med fare for at igangsætte lumre associationer hos læseren kan man sammenligne Bodebrixen med en solmoden appelsin. For ligesom den saftspændte frugt bugner den debuterende, danske indiepopduos musik af vitaminrig energi og smittende sødme.

Makkerparret Aske Bode og Andreas Brixens første fuldlængde bærer præg af et nærmest Ole Henriksen-agtigt melodisk overskud, der fx kommer til udtryk i den spændstige, trompet-truttende albumåbner ‘Dead Man’ og den efterfølgende ‘Own Company’, der gør sig til med et indbydende, latin-farvet groove og en tekst om ikke at gide arbejde. Og på ‘Shone’ og ‘Car Crash’ beviser Bodebrixen også, at de kan håndtere et mere afdæmpet og følsomt udtryk. Her som på resten af albummet giver de gennemførte blæserarrangementer numrene et ekstra nøk, hvilket man uden tvivl kan takke de herrer Bode & Brixens baggrund i jazzen for.

Til gengæld har tiden ikke været god mod de to albumforløbere ‘Keychain’ og ‘Clock Radio’, der efter lidt for mange gennemlytninger fremstår mildt irriterende og forcerede på grund af den overdrevne dyrkelse af maniske indiepop-dyder.

Ligesom med så mange andre af livets grundlæggende glæder – eksempelvis solmodne appelsiner – kan man altså nå et mætningspunkt for BodeBrixens euforiske toner. Men indtaget i afmålte doser er det en ubetinget fornøjelse at være i selskab med de to kernesunde sangsnedkere.