Titus Andronicus

Amerikanske Titus Andronicus leverer på debutalbummet ‘The Airing of Greivances’ en række sange, der umiddelbart lyder lidt for skramlede og unødvendigt støjende. En punket rock med et umiskendeligt engelsk tvist hvor The Pouges er den primære sammenligningskilde. Forsanger Andrew Cedermark skriger, skråler og vræler sig igennem albummets ni numre og minder mest af alt om en ung, hyperaktiv Bruce Springsteen.

Åbningsnummeret med den coole titel ‘Fear and Loathing in Mahwah, NJ’ indfanger godt hele albummets struktur. Efter afdæmpet intro og et fornemt råbt »fuck you!« skriger forsangeren igennem, det bedste han har lært, mens samtlige instrumenter banker af sted med 120 kilometer i timen. Det er ikke videre kønt, endsige velsunget eller velspillet, men på en eller anden mærkværdig måde fungerer det rigtig godt. Her er tale om tilstedeværelse af en autenticitet, som mangt et velpoleret indieband aldrig kommer i nærheden af.

Det bliver således denne støjen og skrålen, som er i konstant fokus. Umiddelbart fremstår Titus Andronicus’ forkærlighed decideret irriterende og enerverende. Men samtidig er det efter flere gennemlytninger netop disse elementer, som udgør selve albummets livsnerve. For uden støj og larm havde dette album været en smule ordinært. Men parrer man dem med et yderst autentisk udtryk, dannes der en DIY-rocksymbiose, der vitterligt giver god mening.