Tyrants & Kings

Da danske The Royal Highness for et år siden gik i opløsning, var der et par af medlemmerne, som ikke godvilligt parkerede kongekronerne på hattehylden. Forsanger Dennis Kasten og trommeslager Mads Valther dannede i stedet Tyrants & Kings sammen med et par andre spillemænd.

Den rå bisserock er blevet smidt ud af festen på røv og albuer, dog uden de større bedringer i opdragelsen. Der er bare gået bajere i den i stedet. Debuten fra Tyrants & Kings er således et beskidt dusin countrysange om druk, død og ødelæggelse og med et livssyn så blåsort som en nyslået tømmerlus.

Stilskiftet til countryens mere afrundede lyd er forbløffende overbevisende, og selv Kastens sjælfulde, nærmest Cornell’ske grungebrøl er brilliant i denne strågumlende kontekst. Kronjuvelerne på albummet er klart ‘Come Out Wherever You Are’ og ‘Off in the Night’, der ulmer som to klumper glødende rav midtvejs. ‘The Right Thing to Do’ og ‘I Know What a Man Needs’ er røvballet spritter-singalong på den gode måde, hvor især omkvædet på sidstnævnte sidder lige i skabet. ‘Coffee Stains’ med countrycrooneren CS Nielsen på gæstevokal udgør dog en lidt for sirupssød afslutning på albummet, trods den bitre lyrik.

Nogle af numrene falder altså igennem. Men det ville grænse til majestætsfornærmelse at kalde denne debut for andet end stærk, og planerne om at udgive to skiver til i løbet af det næste halvandet års tid lyder næsten overambitiøse. Holdes niveauet blot, så tegner det til en flot albumtrilogi.

Tyrants & Kings. 'Tyrants & Kings'. Album. Cope/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af