Port O’Brien

Den ene er fisker og den anden er bager, og sammen laver de indiepop, der på en god dag minder ikke så lidt om Arcade Fire og The New Pornographers. Det er den korte og lidt forsimplede historie om kæresteparret Van Pierszalowski og Cambria Goodwin, der udgør grundstenen i det amerikanske band Port O’Brien, der efter på sit roste debutalbum ‘All We Could Do Was Sing’ at have været oppe på fem medlemmer, nu er reduceret til en trio med Ryan Stively som bassist og frivilligt tredje hjul.

Det er som på debuten stadig Pierszalowskis hjemstavnssangskrivning, der tegner bandet profil. Fiskerkutterens skumsprøjt og sommerens fisketure med faren kan stadig høres i de primært akustiske kompositioner, der lugter af saltvand og hårdt opsparet livserfaring. Denne gang er grundtonen dog en anelse mere alvorlig og sørgmodig end sidst. ‘Threadbare’, som på dansk betyder noget i retning af tyndslidt eller opbrugt, er nemlig skrevet og optaget i skyggen af Goodwins lillebrors død, og det kan høres.

Port O’Brien er på alle måder et sympatisk band, og det er meget svært at se sig sur på deres folkede, tidstypiske og denne gang lettere melankolske indiepop. Det er tilpas behageligt og kompetent, men det er samtidig så som så med mindeværdige melodier eller arrangementer med bare et gran af originalitet over sig. Den smukke americana-ballade ‘Calm Me Down’ hæver sig over gennemsnittet, men ellers er det meget svært for alvor at begejstres over et album, der mener det godt, men vil og kan for lidt.