The Dead Weather – coverpigen og det sorte hul
Hvis der er en rockmusiker, der kan ses fra månen, må det være Jack White.
Selv når manden blot sidder bag trommerne og vifter med ørerne, mens en sangerinde foran ham gnubber sig med mikrofonstativer, klatrer på højttalere og ligner en goddamn million i stramme jeans og løs t-shirt, suger han opmærksomhed til sig som et stort sort hul. Det er The Dead Weathers største problem denne aften på Store Vega.
Det starter ellers virkelig godt. Fra første nummer lyder White som om, han bare har ventet på at komme tilbage bag gryderne efter en pause på et årti med de der The White Stripes. Frontkvinde Alison Mosshart strækker sig ’60 Feet Tall’ fra monitorerne og klynger publikum op med ‘Hang You From the Heavens’. Gruppens 60’er-retrorock lyder herligt tung og skramlet, men allerede i tredje nummer trasker kapelmester White op bag mikrofonen, hænger guitaren om halsen, og udstiller – uforskyldt – resten af bandets mindreværd.
Alt er ellers sat i scene for at gøre Mosshart til coverpige. Bassist Jack Lawrence og guitarist/keyboardspiller Dean Fertita trives i skyggen, men selv om Mosshart er karismatisk, skal hun anstrenge sig meget for at fylde i front. Sjovt nok fungerer bandet bedst, når White og Mosshart lægger læberne om samme mikrofon, som på ‘Will There Be Enough Water’, som er sexet, ligeværdig og med Whites larmesolo der, hvor den evigt pulserende blues-åre stikker tydeligst frem.
Som på gruppens debut ‘Horehound’ lyder numrene som skitser, der lige er blevet kastet sammen til lejligheden. For det meste på den gode måde, men lidt mere stramhed ville især have klædt ‘Cut Like a Buffalo’ og ‘Treat Me Like Your Mother’, der til slut fik vækket publikum. White er en sublim trommeslager men for altopslugende til at være bagtæppe.
