The Strange Boys

Danmark er nok i en sørgelig mangel på verandaer og gyngestole – i hvert fald hvis du spørger texanske The Strange Boys, hvis roots-bluesede garagerock er så tilbagelænet, at det grænser sig til ren ugidelighed.

De strågumlende Austin-knægte ligger ellers ikke på den lade side udgivelsesmæssigt. Deres fuldlængde-debut udkom for under et år siden, og allerede nu byder andet udspil så på endnu flere to-tre-minutters skæringer, end man kan vifte en stor pind af. Men her gør de mere en dyd ud af at skynde sig langsomt og placerer sig i lunt luntetrav et sted i opløbet mellem The Black Keys og Kings of Leon, da sidstnævnte stadig lugtede af stald.

Bandet sætter dog næppe mange hølader og pigetrusser i brand med dette album, som plages af repetition. Trods sangenes beskedne omfang ender de ofte med at tygge drøv på de samme to-tre akkorder enerverende længe. Læg dertil Ryan Sambols smerteligt knirkende og kvækkende nasale vokal som selv efter tilvænning forekommer grotesk og skabet, og karakterskalaens tinde forekommer efterhånden som et uoverstigeligt Mount Everest for det lillebitte band.

Totalt charmeforladte er sangene dog ikke – eksempelvis ‘Night Might’ med sine honkytonk-blinkende guitarlinjer, titelnummerets fængede falset-omkvæd, den dovne og herligt sløsede ‘Between Us’ og så selvfølgelig ‘Laugh at Sex, Not Her’, hvor Sambol underholder med anekdoter om »friends having sex in the other room, being quiet as they can as not to be rude«. Disse øjeblikke redder heldigvis drengenes bestræbelser fra fuldstændig ligegyldighed.