Low – minimalistisk skønhed
Når 90’er-heltene i Low er allerbedst, bliver man suget ind i deres univers – fantastiske harmonier, rå akkorder og bittersød eftertænksomhed. Det var de heldigvis det meste af tiden mandag aften i Lille Vega, hvor luften var tyk af forventninger fra de mange dedikerede fans, hvoraf store dele var mænd, der husker en tid før internettet.
Sammen med Galaxie 500 har Low altid været betragtet som ophavsmændene til 90’er-subgenren slowcore, og selv om de har gennemgået en omfattende musikalsk udvikling siden, senest med albummet ‘C’mon’, var første halvdel af koncerten præget af bagkataloget.
De tunge, hjemsøgende melodier og minimalistiske arrangementer skabte sammen med publikums tilbageholdte åndedræt en helt specielt fortættet stemning. Det højlydte »hold kæft!« fra en mandlig koncertgænger virkede en anelse malplaceret, for sjældent har man oplevet så tyst og respektfuldt et publikum. På ‘Nothing But Heart’ flænsede Alan Sparhawk den andægtige stilhed med en gang distortion, men ellers var Lows udtryk mere stærkt og smukt end støjende.
Alan Sparhawk og hans trommende hustru Mimi Parkers vokalharmonier er mere end én gang blevet sammenlignet med Gram Parson og Emmylou Harris, og fint og indfølt var det i hvert fald denne aften. Slutningen af koncerten var præget af Lows mere udfordrende kompositioner, og der måtte bandet kæmpe lidt mere for at bevare publikums opmærksomhed. De lange stemningsopbygninger krævede mere koncentration end en intens og melodiøs udladning som favoritten ‘Monkey’.
Det forhindrede dog ikke et stormende bifald og en række ekstranumre samt en decideret slowcore-hyldesttale til København fra Sparhawk. Low sluttede aftenen med den skrøbelige ‘When I Go Deaf’ fra 2005-albummet ‘The Great Destroyer’ og satte en streg under, at de er bedst, når de holder det simpelt og smukt.
