Bush

Jeg kunne godt unde Gavin Rossdale og co. et comeback med deres første album i 10 år. I en tid, hvor Nickelback buhes væk fra stadioner af fans af netop sportsgrenen, de har navnet fra (amerikansk fodbold) og hvor en postgrunge-renæssance synes lige så fjern som, at slidvaskede bootcut-jeans igen bliver modeanskaffelser, ville det være friskt gået.

Der er også et hæderligt forsøg på en skamløst hitorienteret rockplade gemt et sted. Men 2011-udgaven af Bush svinger voldsomt og sjusker utilgiveligt med den dilettantiske ‘She’s A Stallion’ som pragteksempel. Det er umuligt at regne ud, hvad sangen handler om med sit zapper-demente, famlende og ubehjælpsomme billedsprog, befolket af dame-hingste (what?), byer i grus og galninge. Ligeledes taler vers, omkvæd og b-stykke i sangen totalt forbi hinanden musikalsk – et symptom som også ‘Baby Come Home’ udviser. Omvendt forestiller man sig fint ‘The Afterlife’ og ‘I Believe in You’ uddele gedigne radio-prygl.

Alle gode intentioner aflives dog i et veritabelt slagtehus af produktionsproblemer. Bob Rocks formodentlige forsøg på at få nonsenset til at lyde acceptabelt i æteren er så mellemtoneliderligt og opslugt af Gwen Stefanis husbonds vokal, at resten af bandet regulært fornedres af den bulldozer-overdrevne komprimering, der baner hans vej. Især bassist-nytilkommeren Corey Britz kan mukke over, at hans bidrag undertiden nærmest bortmixes helt fra det dynamikforladte og utåleligt anmassende lydbillede. Når øregangene endelig aflastes med en klisterklæg midtbanespiller og ditto vammel bagstopper, balladerne ‘All Night Doctors’ og ‘Be Still My Love’, udstiller det, hvor stor en krykke autotune efterhånden er for dovne/stokdøve producervrag. Suk.