Regina Spektor

Mit indtryk af Regina Spektor som en slags femterangs-Fiona Apple har indtil nu været ret overfladisk baseret på en fysisk lighed mellem de to klaverspillende sangerinder. Det hjælper dog ikke, at Spektor på sit sjette album har hyret produceren Mike Elizondo, og det syv år efter, at han gjorde underværker for Apple på hendes ’Extraordinary Machine’. Desværre besidder Spektor hverken Apples evne til at skrive holdbare melodier eller komplekse tekster.

Men at påstå, at Spektor forsøger at gøre Apple nummeret efter er lidt forudindtaget. Hun er trods alt sin egen 32-årige kvinde – det er bare ikke til at høre her. Man kunne hævde, at Spektors vokal er ’finurlig’ og kræver tilvænning, men selv de mest overbærende sjæle med smag for det overdrevne vil finde hende anstrengende i længden. Lyt blot til ’Oh Marchello’, hvorpå Spektor overspiller med italiensk accent, eller ’Open’, en stille ballade hvis sidste omkvæd drukner i voldsomt teatralske gisp efter vejret. Måske skyder Spektor efter en jeg-er-småskør-men-bedårende vibe, men resultatet er blot enerverende. Samme gør sig gældende når hun bliver påtaget tuttenuttet på ’The Party’ og selv agerer trompet til sidst.

Ikke overraskende klarer Spektor skæringerne bedst når hun undertrykker tilbøjeligheden til at følge ethvert indfald til døren. På åbneren ’Small Town Moon’ bliver hendes trillende fraseringer godt komplementeret af Elizondos robuste produktion, mens ’Don’t Leave Me (Ne Me Quitte Pas)’ og dens reggae-light passer pænt til den lyse vokal. Spektor kan dog ikke redde den hjem, dertil har hun været alt for umådeholden.