The Setting Son

Dansk psychpops fortabte søn, Sebastian T.W. Kristiansen, er tilbage efter sit forsømte forår og sandelig om ikke han på sit tredje album under The Setting Son-banneret er stærkere end nogensinde.

Jeg har i tidligere skriverier brokket mig over, at hans vokal, aparte som den er, måske ikke altid er den allermest spiselige, samt at lydbilledet som helhed var lidt for fladt og tegneserieagtigt. Begge kritikpunkter er der her taget resolut hånd om med en langt flottere og fyldigere produktion, samt truppens tilføjelse af Emma Acs, hvis backingband jo mere eller mindre er vokset ud af The Setting Son.

Læs anmeldelse: The Setting Son ‘Spring of Hate’

Symbiosen er så sammentømret, at de to projekter må betegnes som siamesiske tvillinger, og Acs’ vokalbidrag falder derfor også bundnaturligt ind her, hvor hun til tider helt afløser Kristiansen og andre gange holder sig pænt i baggrunden som artig korpige. Det er nærmest Technicolor-udgaven af The Setting Son, det her – og numre som den veldrejede åbner ‘Eat My Fear’ antyder sammen med den nærmest overfriske, bobleblæsende ‘All That Candy’ midt på skiven, at Kristiansen og Acs tilsammen ligefrem burde udråbes til rødhvid psychpops regentpar.

Det i vanlig Kristiansen-stil kun halvtime-lange album taber lidt fokus i anden halvleg med bredsiden ‘Butterface’, ‘Best of Me’ og ‘Throwaway’, som i undertegnedes ører alle tre cirkler lovligt monotont rundt i ring om sig selv. Men det er nemt at tilgive The Setting Son et par fejltrin som ovenstående, når de er sandwichet elegant ind mellem candyfloss-lyserøde, luftige drømmebriser som ‘Death Breath’ og lukkeren ‘La Luna’.