Kings of Leon

Med ‘Mechanical Bull’ runder Kings of Leon både sjette album og fejrer tiårs jubilæet, siden brødrene Caleb og Nathan kidnappede deres fætter Matthew og låste sig inde i en kælder i en måned med en håndfuld tjald og løbende proviant fra mama Followill for at strikke ep’en ‘Holy Roller Novocaine’ sammen som et andet sydstats-Strokes.

Der er løbet meget moonshine-sprut under broen siden da, og de seneste to album har udstillet familieforetagendet som en mere tjekket og velfriseret flok stadiontromlere, men dette er måske pladen, der bringer det bragende succesfulde band tilbage til deres rå rødder?

Læs også: Hør Kings of Leons nye album

Lykkes det så? Svaret er et rungende ‘tjah’. For nok er der en ungdommelig friskhed over førstesinglen ‘Supersoaker’ og ‘Don’t Matter’, der ganske rigtigt er noget af det mest ubarberede og derudaf-rockende, Kings of Leon har begået siden debuten. Og så er der ‘Temple’, som tillige fortjener singlestatus som deres mest infamt catchy udspil i næsten lige så lang tid.

Men tre sange er en noget spinkel taburet at balancere et helt album på, og resten er desværre et forvirret søle, hvor løvekongerne famler febrilsk efter strå og ikke mindst identitet. Størstedelen af albummets sange kunne have – og har sandsynligvis også allerede – været skrevet af andre bands før Kings of Leon. Eksempelvis ‘Family Tree’, som gumler så himmelråbende uopfindsomt, klægt og trægt på klassiske bluesakkorder, som man ikke troede muligt fra Followill-klanen. For et band, der engang var ‘King(s) of the Rodeo’ er kontrasten til ‘Mechanical Bull’ en dickensiansk sigende nedgradering.

Kings of Leon. 'Mechanicall Bull'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af