Oughts rastløse postpunk-kreativitet overskrider enhver plagiatsnak
Det der gør det unge, collegebaserede Montreal-band Ought til et så befriende foretagende er det smittende overskud, den begavede samfundskritik og stedvise humor som de forlener deres postpunk-spjættende hymner med. Deres sange række langt ud over det studentikose.
’More Than Any Other Day’ fra sidste år var en meget musikhistoriebevidst debut, hvor Velvet Underground, Television og Sonic Youth spøgte som nærværende gespenster i akademikerhulen i boligbetonblokken.
Åbningsnummeret på gruppens andet album, ’Men For Miles’, er som et elegant konglomerat af alt det, der gør Sonic Youth til en uundgåelig reference i de sidste 30 års alternative amerikanske rockmusik. Forsanger Tim Darcy lyder så meget som Thurston Moore i omkvædet, at man fanger sig selv i at tjekke i pod-displayet flere gange undervejs. Andre steder synger han med en mere hyperaktiv, nervøs diktion – som en mindre vredladen udgave af Mark E. Smith.
Oughts musik er udtryk for en hverdagsengageret aktivisme formuleret i et positivt, engageret og medlevende sprog. Protest er for dem ikke bare et spørgsmål om at beskrive en lede ved det bestående, men at pege på muligheder for faktisk handling. Tilværelsen skal bruges til at gøre op med vanetænkning. Og så er vi jo sådan set tilbage ved postpunkens gamle credo, men her i en tidssvarende aftapning, der er politisk i bredeste forstand.
Intet sted gøres det bedre end på albummets helt centrale skæring, den over syv minutter lange ’Beautiful Blue Sky’, hvor der males med ekspressionistisk, men stramt styret pensel. Lyrikken opremser en række futile hverdagsspørgsmål på en måde, der overskrider billig ironi eller satire. Skiftevis nedtrykt og nysgerrig, men aldrig nedladende: »How’s the family? How’s your health been? How’s the church? How’s the job? Fancy seeing you there? Beautiful weather today?« Alt imens guitarerne skrider rundt som en accelererende jeep på en grusvej.
’Sun Coming Down’ har en lidt løsere energi end debuten. Men når Darcy bevæger sig med Iggy Pop-swagger og Lou Reed-reptilkulde på ’Celebration’ er det ikke nogen skidt ting.
På debutens slutsang ’Gemini’ sang Darcy (der dengang kaldte sig Beeler…) de sloganagtige linjer: »I retain the right to be disgusted by life / I retain the right to love everything in sight«. I den ånd, vil jeg gerne udtrykke min fortsat brændende kærlighed til et band, hvis rastløse kreativitet overskrider enhver plagiatsnak eller postpunk-æstetik-diskurs, men simpelthen bare er saliggørende levende!
Kort sagt:
Det kan godt være, at den over syv minutter lange epifani af en rocksang ’Beautiful Blue Sky’ troner over de syv andre sange på Oughts andet album, men intetsteds forfalder bandet til nemme løsninger. Det er sitrende, levende postpunk, hvis politiske sindelag afspejler et dybt engagement i hverdagen snarere end fladtrådte protestparoler.