Nicholas Allbrook på Stengade: Utæmmet udkrængning fra australsk psych-charmør

»Hi, I’m Nick«, hilser den klejne fløs fra Stengades lave scene, mens han øjeblikkeligt udstyrer sin skulder med en faretruende rød guitar. Det afblegede strithår har en del til fælles med Johnny Rotten, og punkvildskaben er heller ikke helt af vejen, selv om velkomsten er umådeligt høflig. Pond-forsangeren og det tidligere Tame Impala-medlem Nicholas Allbrook er albumaktuel med ’Pure Gardiya’ og turnerer Europa på solohånd, men vakuummet fra hans musikalske legekammerater tøjler han med ublu selvsikkerhed.

På en bund af dub-tunge backingtracks fremtrevlede Allbrook ekkofyldte støjkaskader på sin guitar, og det var slående, hvordan hans epileptiske armbevægelser trodsede den iboende ustyrlighed og faktisk udmøntede sig i bundsikre kaossoloer. Til gengæld manglede den sjælfulde ballade ’Advance’ en dosis af originalens glammede voldsomhed i sin nedbarberede enmands-version. Og det til trods for, at Allbrooks vokale udkrængninger konstant blev banket op på et niveau, hvor de færreste horror-skrig kunne følge med.

Det blev til en del snak om løst og fast mellem sangene, hvor australieren blandt andet udtrykte sin beundring af den danske samfundsmodel med opfordringen »keep it up« og en løftet næve. Charmerende og sødt, men det er indiskutabelt på musikkens sprog, han skal tale. Her er han i sit habitat, og som en abe i sine lianer, der slynger sig ivrigt rundt, dansede Allbrook med sin guitar på forstærkerens dissonanstæppe.

Halvvejs var pusten dog løbet lidt fra den lille mand, og man savnede lidt band-momentum trods de hæderlige og svedsprøjtende anstrengelser. Den udsvævende og lette ’Tramadol With Fear’ fra debutalbummet ’Ganough, Wallis & Fatuna’ (2014) bruste ufiltreret og ærligt ud gennem alle Allbrooks sluser, og selv om det korporligt fremstod en anelse spastisk, forstod man, at det var sandt snarere end koreografisk indøvet. Nicholas Allbrook er alt på ét bræt, alle følelser på én gang, og det afføder en performance, der er eksplosiv og ukontrollerbar, uskøn til tider.

Da Allbrook efter den pompøse og korte set-afrunder ’Did I Just Arrive Here…?’ traskede ned gennem publikum var man ikke i tvivl om, at man har fået alt, hvad manden havde i sig. Hatten af for det, for det er vel alt, man kan forlange, selv om koncerten drev en del på den samme aksel.