Halvårets bedste sange: Top 10-1

10. Whitney ’Golden Days’

Whitney henter næring fra en sund portion nostalgi, hvilket man også kunne opleve på dette års Roskilde, hvor bandet diverterede med en Everly Brothers-tribut. Det er derfor passende, at indie-country-folk-soul-kollektivets måske mest smittende sang på debutalbummet fra i år hedder ’Golden Days’, for både titlen og sangens snurrige, sødmefulde melodi indkapsler perfekt attraktionen ved det unge amerikanske band.


9. James Blake ’Choose Me’

Britens (meget lange) ’The Colour In Anything’ skulle ved første øjekast anskues som et samlet værk, men ved nærmere gennemlyt åbenbarer mange af sangene sig som små mesterværker i egen ret. Den himmelravende ’Choose Me’ er vores personlige favorit – en hjerteskærende besked til en (tidligere?) elsker, hvor Blake kører helt ud af den emotionelle landevej med de besættende »Have I? Have I«-linjer.


8. Anderson .Paak ‘Come Down’

Der er mange nævneværdige højdepunkter på Anderson .Paaks gennembrudsplade, ‘Malibu’. Men med ‘Come Down’ står det helt klart, at vi har at gøre med en kunstner af seriøs karat. Som et sted mellem Kendrick Lamars heftige, melodiske flow og James Browns energisk-sensuelle funk-croon finder vi en selvsikker Paak, der med overlegen attitude dominerer den overmåde funky lydside af sitrende percussion-loops, kølige basgange og jamrende guitar. Doesn’t he make it look easy? Doesn’t he make it look good?

7. Liss ‘Sorry’

Liss cementerede med ‘Sorry’ og deres efterfølgende ep-debut, at de er et friskt pust på den danske upcoming-scene, og at deres plastiske soul sagtens kan tåle en endog ganske eventyrlysten sonisk indpakning. Med korvokaler omkalfatret til synth-instrumenter, cheesy panfløjte- og marimba-samples røvet lige ud af start-90’ernes popcharts og vocoder lyder ’Sorry’ på papiret som en corny humlebi, der ikke burde kunne flyve. Men det gør den altså – også i den grad – modigt og højt.


drake

6. Drake ’Feel No Ways’

’Views’ er en langgaber, men albummet har ligget ni uger på toppen af den amerikanske albumhitliste. Så hvem griner sidst? Den omvandrende meme-generator fra Toronto ramte heldigvis kunstnerisk jackpot med albummets mest poppede skæring; en fuldbåret destillation af Drakes foretrukne persona: Fyren, der ikke kan binde sig til en kvinde, fordi han i virkeligheden har det bedst, når han har det lidt skidt.


5. Kaytranada feat. Anderson .Paak ‘Glowed Up’

På Kaytranadas stærke debut ‘99.9%’ er der mange stærke samarbejder, men intet så vellykket symbiotisk som ‘Glowed Up’ med Anderson .Paak. Kaytranadas kølige, spacy synths, pulserende beats og enkle percussions agerer den helt optimale legekammerat for Paaks californiske, tilbagelænede linjer. Efter tre minutters chill-tid vender hele nummeret om på hælen og giver Paaks blide vokal plads til at kæle for den intensiverede, skarpe tromme-session, hvor det foruroligende march-element møder den helt blide, kærlige croon. Et nummer fuld af så mange spændende facetter og modsætninger, der spiller helt overlegent godt sammen.

4. Mitski ’Your Best American Girl’

24-årige Mitski Miyawaki er for intelligent en sangskriver til at skrive bastante politiske hymner, men der ligger nu en forholdsvis direkte samfundskommentar på lur i denne Breeders- eller Weezer-agtige charme-tour-de-force af en sang (og video!), hvor hun – ’den fremmede’ qua sit japanske ophav – længes efter sin ’all-American boy’, selvom dennes mor ’wouldn’t approve of how my mother raised me’.


3. Chance the Rapper feat. 2 Chainz & Lil Wayne ‘No Problem’

Er der noget, Chance the Rapper excellerer i, må det være gode hiphop-vibes. Og den gode stemning er i højsædet på ‘No Problems’, der i al sin sorgløse, tilbagelænede chill-karakter bravt hylder det søde liv – og de selvbekræftende ikke-signede, glade mixtape-dage. Den loopede gospelsample, som Chance, Lil Wayne og 2 Chainz leverer legesyge linjer over, understreger med charmerende melodik de velsignede good times, der udspilles i fuldt flor.


2. Beyoncé ‘Formation’

Fra første resonans-fjedrende beat kræver Beyoncé alles udelte opmærksomhed og fulde respekt. Og hun får den i ærefrygtindgydende overbevisende høj grad.

‘Formation’ kom som et lyn fra en klar himmel forud for ‘Lemonade’, og det var en vaskeægte magtdemonstration af en førstesingle i både lyd og billede, der begge kredser tæt om race- og kønsproblematikker og Black Lives Matter-allegorier. I et amerikansk samfund, der står i uretfærdighedens flammer, kræver Beyoncé respekt: Respekt for sine rødder, sin kultur og sit køn, og respekt for sig selv som den stærke, succesfulde, sorte kvinde, hun er.

Mike Will Made It står bag den fængende bounce-produktion og leverer minimalistiske beats, der konstant eskalerer gradvist udi både stramme hihats og marchmusik, men aldrig helt forløses – den bliver bare siddende i kroppen, der med ærefrygt kan mærke, at man ganske enkelt ikke skal fucke med Bey. ‘Cause she slays.

1. Kanye West ’Ultralight Beam’

»I met Kanye West, I’m never going to fail«.

Èn ting er Chance the Rappers besættende, rørende og intense gæstevers – årets måske bedste rapvers? Det her var for alvor stedet, hvor Kanye og Chance smedede lænker sammen. Chicago-mesteren og den unge lærling, der på to sublime album i år har skubbet kirken ind i hiphoppen.

’Ultralight Beam’ er rendyrket gospel-rap – et underspillet hiphop-track, som på trods af sin sløve fremgang ender helt oppe under skyerne, så selv os mindre kirkeglade danskere må hæve hænderne over hovedet og synge ’praise’ efter bedste evne.

Kanye havde inden udgivelsen af ’The Life of Pablo’ proklameret, at pladen ville være et ’gospel’-album, og selv om præmissen for det meste er mindre nem at anskue, er ’Ultralight Beam’ det klareste eksempel på et nybrud hos Kanye, som excellerer i både form og indhold. Det var den ud af kroppen-oplevelse, vi ventede på.

Læs også: Halvårets bedste sange: Top 25-11

Læs også: Halvårets bedste udenlandske album: Top 20-11 og Top 10-1

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af