25. M83 ’Solitude’
M83’s ’Junk’ var en skuffende omgang, hvis smagløse retro-fetichisme lidt for ofte lagde sig op af albumtitlen. Enkelte sange ramte dog plet, og denne storladne flødeballade er et rørende eksempel på, at Anthony Gonzalez stadig kan være forløsende, når han maler med den helt brede patos-pensel.
24. Angel Olsen ‘Shut Up Kiss Me’
Videoen til ‘Shut Up Kiss Me’, som forvarsler det kommende album ‘My Woman’, nåede lige akkurat at dumpe ind i slutningen af juni og er dermed en appetitlig pølseende-rosin i denne halvårsliste. Det ligefremme, rockende udtryk understøtter fint sangens direkte budskab, der leveres med et lille strejf af vanvid og et stort aftryk af en kvinde, der ved, hvad hun vil have. Vi er faldet for hende for længst.
23. A.K. Paul ‘Landcruisin’
‘Landcruisin’ er ikke kun første single fra A.K. Paul, men også første skæring fra A.K. og Jais såkaldte Paul Institute-projekt. Mystikken omkring brødrene er intakt, og den smyger sig om ‘Landcruisin’, der det ene øjeblik fanger sin lytter i en motorsavsmassakre, det næste i et sci-fi-eventyr. De storstilede virkemidler holdes i snor af de ‘They Don’t Really Care About Us’-attituderige beats, den skarpe, farvestrålende synthregn, de sødmefulde harmonier og det Prince-klingende, selvsikre r’n’b-format. Uanset hvad der gemmer sig bag projektet, er vi mildest talt spændte på at høre mere.
22. Flume feat. Kai ’Never Be Like You’
Allerede før udgivelsen af ’Skin’ var Flume blevet et populært navn – det selvbetitlede debutalbum fra 2012 havde langsomt, men sikkert bygget Harley Edward Stretens navn op til en producer med et seriøst flair for vanedannende elektronisk pop. ’Skin’ var uden de store sats, men med et nummer som den skridsikkert opbyggede ’Never Be Like You’ beviste Streten, at han mestrer den lidt skæve, men samtidig bredt appellerende pop til UG.
21. The Avalanches ‘Subways’
Andensinglen fra The Avalances’ første album i 16 år beroliger måske de ængstelige sjæle, der har taget ‘Frankie Sinatra’s lidt uddaterede balkan-hoppende udtryk som et fingerpeg om resten af ‘Wildflower’s retning. I det store hele et mashup mellem barnestjernen Chandras sang af samme navn og Graham Bonnets obskure disco-basker ‘Warm Ride’ – ‘Subways’ er et friskt pust og klasseeksempel på, hvordan plunderphonics fungerer bedst.
20. Chance the Rapper feat. Knox Fortune ‘All Night’
Midt i gospelshowet, der mestendels dominerer ‘Coloring Book’, dukker denne lille uptempo klubsag op som et lille visit i syndens alkoholiserede hule. Kaytranada står bag produktionen, der får både 80’er-synthpop, afdæmpet house og cubanske rytmer til at gå op i en højere, legesyg enhed. Det helt ideelle bagtæppe for Chances humoristiske, tilbagelænede, rablende linjer, som alle dage har været hans helt store charme-trumfkort.
19. David Bowie ’Dollar Days’
Tre dage efter udgivelsen fremstod denne teatralske ballade fra ’Blackstar’ som noget andet og mere virkelighedsnært end slet skjult branchekritik: En intim dans om det uundgåelige; hans egen nært forestående død. Typisk for Bowie skaber han en foruroligende prægnant effekt ud af linjen ’I’m dying to’, der får en helt anden betydning, hvis man hører den/udlægger den som ’I’m dying, too’.
18. Kenton Slash Demon ’Peace’
Kenton Slash Demon har gjort comeback i stor stil, og den danske duo bliver ved med at udgive stærke house-singler, der både fungerer på klubben og i høretelefonerne. Årets hidtil bedste skæring fra duoen så Silas Moldenhawer og Jonas Kenton i sammensværgelse med When Saints Go Machine-kollegaen Nikolaj Vonsild og et ret genialt piano-sample hentet fra Ukendt Kunstners gamle ’Langt væk’.
17. Drake feat. Wizkid & Kyla ‘One Dance’
Den blev den helt store nummer 1-scorer fra ‘Views’, og det er sådan set ganske forståeligt. ‘One Dance’ er ikke kun et forførende klubhit, den er også fængende som bare fa’en. Alle de dansegulvs-baskende virkemidler, der de seneste år insisterende har sat sig på mangt et hit, er til stede: Tropiske vibes og dancehall-rytmer krydret med blid croon og lidt 90’er-nostalgi i form af både chipmunk-ekko og resonante keys. Det havde næsten været for sprængfarligt, hvis det hele ikke havde været så charmerende underspillet og så usædvanligt lækkert velafvejet.
16. Jorja Smith ‘Blue Lights’
Dels føles det som om, vi kommer helt ind i Jorja Smiths mest intime, blåtonede og blødende følelsesliv, dels som en smertende indsigt i en skæbnesvanger social virkelighed, når ‘Blue Lights’s rørende ærlige format udspilles. Samtidig bevæger Smith med sin skønne, tidlig-Amy Winehouse-klingende vokal sig mellem effektfulde balladegreb og rapvers med et skarpt Dizzee Rascal-sample (‘Sirens’). Der er ingen tvivl om, at den blot 18-årige britiske debutant går en lys fremtid i møde.
15. Beyoncé ‘Hold Up’
Hvad går bedre til en florlet, stilfuld lille calypso-hymne end den rablende befriende følelse af at rende rundt i skønne, gule gevandter og smadre sine omgivelser med et baseballbat? Når det kommer til ‘Hold Up’, er der alt for mange facetter af fierce, til det er muligt at sætte de rette ord på. Men den vanvittige kombination af jealous and crazy, Diplo-producerede vuggende reggae-rytmer og det hjerteskærende Yeah Yeah Yeahs-refrain »They don’t love you like I love you« (fra ‘Maps’), er ganske enkelt bare frygtindgydende godt.
14. Anohni ’Drone Bomb Me’
Videoen med en grædende Naomi Campbell vakte opmærksomhed, men sangen kunne sagtens stå på egne ben. Anohni er en mester i at gøre det abstrakte konkret: Sangen fortælles fra en lille piges perspektiv. Efter at amerikanske droner har slået hendes familie ihjel, nærmest trygler hun om at blive sprængt i stykker over en mørk, stemningsfuld synth-produktion, der er besnærende subversiv.
13. Jamaika ’Blodskudt’
Somali-blues i fuldt flor. På højdepunktet fra ’SxB på fri fod’ er Jamaika i sit mest eftertænksomme hjørne, hvor et let klavertema danner underlægningsmusik til dilemmaet i at ville være der for vennerne, men samtidig være millimeter fra at ende bag tremmer igen. Et stærkt nummer om troskab til blokken og de blodskudte penge.
12. Kevin Morby ’I Have Been to the Mountain’
Morbys fornemme protestsang (inspireret af politidrabet på forsvarsløse Eric Garner) er inderligt melankolsk, vred og alligevel sært opløftende. Det er arrangementet, der hæver melodien et godt stykke op over det habile: de kvindelige backingvokaler, den mariachi-inspirerede blæsersektion, den drevne basgang og en sirlig, men bastant elektrisk guitar, der kaster pollockske, ekspressive klatter af sig.
11. Kanye West feat. Ty Dolla $ign ’Real Friends’
Okay, teksterne på ’The Life of Pablo’ er måske ikke lige sofistikerede hele vejen igennem (host, ’Father Stretch My Hands pt. 1’), men på ’Real Friends’ skete der noget hidtil uset: Kanye formåede at kigge indad, og med hjælp fra Ty Dolla $ign er nummeret en stærk historie om at miste kontakten med sin fortid. Og så er den skylette produktion endnu et genistykke fra Ye’s hånd.
Læs også: Halvårets bedste udenlandske album: Top 20-11 og Top 10-1
Læs også: Halvårets 10 bedste danske album