Den unge sanger og producer Marcus Gordon har på sine foreløbigt fire numre præsenteret et univers, som henter inspiration fra flere forskellige verdener – fra det danske 80’er-band Sneakers til selveste Kanye West. I sidste uge udkom singlen ’Altid’, der følger den stil, som de forrige numre, ‘Genudsendt’, ’Byen’ og ‘Min ting’ etablerede med tunge beats og fyldige synth-flader svævende henover – og ikke mindst Gordons mørke, bløde og absolut overbevisende vokal. Særligt ‘Genudsendt’ introducerede et spændende harmonisk og melodisk univers.
Marcus Gordon er 19 år og opvokset i Kerteminde, og hans tidligere singler er inspireret af den lidt forvirrede sindstilstand, der opstod, da han droppede ud af HF og flyttede fra Fyn til København for at forfølge drømmen om at leve af at lave musik. I løbet af det seneste år har han været på turné med Lord Siva, optrådt til Distortion og spillet på Smukfest.
Det er blevet decideret trendy at synge på dansk. At synge på sit modersmål afføder buzzwords som ’autenticitet’ og ’nærhed’, men af og til medfølger der også en forventning om at skulle genopfinde og nærmest dekonstruere sproget. Den bølge er Marcus Gordon ikke hoppet med på, og han holder sine tekster ret enkle. Det handler om at flyve væk fra en tilværelse, man ikke kan finde fodfæste i, og at gå hvileløst igennem gaderne om natten. Men teksterne leveres med en usentimental, fokuseret vokal, der puster liv i de udtrådte vendinger.
Du kan opleve Marcus Gordon live, når han den 19. september giver koncert på Ideal Bar.
Hvem arbejder du sammen med, når du laver musik?
»Det er hovedsaligt mig selv. Så skriver jeg sammen med en af mine venner, som hedder Pelle, og jeg har lavet nogle ting sammen med Oscar (Oh Boy!, red.), men i forhold til produktioner og sådan i det hele taget, laver jeg det meste alene«.
Hvordan har det været at gå fra at sidde med tingene alene til at komme ud og spille koncerter hen over sommeren?
»Det har været ret vildt. Jeg havde varmet op på Brians (Lord Siva, red.) tour, men her var det mit eget act. Det er en syret oplevelse at gå fra at sidde og bare selv synes, at det man laver er fedt, til så at få folks reaktion. Det er en motivation, man ikke rigtig ved findes, før man har prøvet det. Da jeg spillede på Distortion, var det bare mig og en dj, men mit nye setup består af keys, trommer og bas på. Det giver et helt andet udtryk«.
Du har tidligere sagt, at du gerne vil være med til at udvikle den dansksprogede musik. Kan du uddybe det?
»Jeg synes, det er sjovt at gå tilbage og høre, hvordan den danske musik lød for 30 år siden, og hvad der ligesom var kriterierne for en fed dansk popsang. Der var en anden og mere udforskende kreativ indstilling til at lave musik. I dag forsøger dansk pop ofte at efterligne noget andet. Hvis man kigger på Kanye eller Chance the Rapper, så synes jeg, at de er gode til at udfordre de genrer, de arbejder indenfor. Jeg savner flere mennesker, som går efter at lave noget nyt i stedet for at lave ting, der bare skal ramme hitlisterne«.
Er der nogen danske musikere, som du ser op til eller er inspireret af?
»Jeg har svært ved at udpege én bestemt kunstner, men på det sidste har jeg haft optur over sangen ‘Efter festen’ af Sneakers. Det er bare klaver og en stærk lyrik og melodi. Det er megasejt, at man kan lave et nummer på den måde, hvor jeg bare sidder og tænker ‘det her er en fucking banger’, selv om der ikke sker en skid i den sang«.
Det er mit indtryk, at din lyrik og den måde, du bruger det danske sprog på, egentlig er ret simpel. Er det noget du tænker over – at holde det simpelt?
»Jeg prøver at finde en balance mellem ikke at bruge en hel masse store poetiske vendinger og ord. Jeg synes godt, man kan lave dansksproget musik som er tilgængeligt og forståeligt og stadig har en vis kvalitet. For mig ville andet være at overgøre det. Man behøver ikke nødvendigvis en hel masse ekstra for at skabe et univers og lukke folk ind i det«.
Kan du fortælle lidt om videoen til din nye single?
»Vi var i Paris for at skyde den i sådan et ghettoområde, som på ingen måde ligner en ghetto. Da vi kom derud, sad der en helt masse shady gangstertyper på et hjørne, og så da vi begyndte at tage billeder, kom de hen og var sådan: »Øhm.. I kan ikke bare skyde her, det koster penge«. Vi gav dem 100 euro, og så sagde de, at vi havde en time. Det var en syret oplevelse. Men det var rigtig sjovt. Eller… det var ikke sjovt, det var en interessant oplevelse«.
Dine første to singler kredser omkring det at være lidt rodløs. Hvad handler dit fremtidige tekstunivers om?
»De to første sange handlede om at være rodløs, fordi jeg var et lidt crossroads-agtigt sted. I de næste sange går jeg lidt mere ind i mit hverdagsliv. Men jeg føler ikke, at jeg har lagt fundamentet for, hvad mit univers er endnu. Der er stadig masser af plads. Jeg arbejder rigtig meget på at få lavet en masse nye sange og få fyldt den plads ud og give et nuanceret billede af, hvad jeg synes, min musik er«.
Læs også: Hold øje med Vera: Ibiza-stemning og ’Taxa’-inspireret saxofonpop