Trippie Redds debutalbum er et meget mildt (og lidt søvnigt) trip
Trippie Redd er normalt ikke en artist, der holder sig tilbage. Hans default-vokal er oftest en maksimalistisk sang-rap, der tit er på grænsen til at growle, og hans sange handler tit om de helt store følelser: Kærlighed, stoffer og død. Nogle gange alle tre ting på én gang.
Men på debutalbummet ’Life’s a Trip’ er det som om, den unge rapper fra Soundcloud-scenen har forsøgt at tøjle sig lidt.
Albummets produktioner er stille og subtile konstruktioner, der mere nikker til årtusindskiftets soulsample-beats eller midt-90’ernes boombap end Soundcloud-rappens støjende punkrap. Og hvis man forventede de helt store følelsesudladninger, er man også kommet forgæves. ’Life’s a Trip’ er et uventet blidt og behageligt trip, ikke en rowdy følelseseksplosion.
Diplo-samarbejdet ’Wish’ er eksempelvis en døsig sang om at følge sine drømme (der allerede dukkede op på Diplos ep ‘California’ tidligere i år), mens ’Taking a Walk’ og ’Together’ er ligeså dvælende og nærmest dovne som sangtitlerne antyder. Selv om førstnævnte tackler depression, som meget af den nye, unge rap, så pakker den budskaberne ind i et beroligende lydbillede, der fjerner størstedelen af den følelsesmæssige intensitet. Man husker Trippies (indrømmet ret sjove) punchline om at putte sit selvmordsbrev »on the suicide door« mere end sangens egentlige indhold.
Følelserne fortsætter på ’How You Feel’, der er en rendyrket emoballade. Men omkvædets repetitive »how you feel«-sætning fører aldrig til nogen konklusion. Sangen står stille. Det samme gælder til dels for afslutteren ’Underwater Flyzone’, der næsten får seks minutter til at zone helt ud.
Det er stemning, der prioriteres over bevægelse eller struktur. Et trip er oftest en form for rejse, men Trippie Redds album er oftest ret statisk.
Og nogle gange er det endda ligefrem tilbageskuende som på ’Missing My Idols’ og ’Oomps Revenge’, hvor Trippie udviser uventede oldschool-skills. Han lyder næsten som en Joey Badass, når han tackler støvede samplebeats med et 90’er-flow.
Det har lidt samme effekt, som da XXXTentacion (scenens største stjerne, der døde tidligere i år) pludselig lavede sange med netop Joey Badass tidligere i år. Den unge generation af fandenivoldske, ukonventionelle rappere har tilsyneladende tænkt sig at gøre det allermest uventede: Lave normal 90’er-rap.
Det er uventet og i første omgang en positiv overraskelse, hvor god Trippie Redd er til det. Men for alvor nyskabende er det virkelig ikke.
De her lidt spøjse stilistiske valg viser også, at Soundcloud-rapscenen som sådan ikke findes mere, men at artisterne, der associeres med bølgen, søger mod nye lyde. Man kunne allerede se det hos ovennævnte XXXTentacion, der udgav et ekstremt spraglet album (‘?’) kort før sin død, eller dennes makker Ski Mask the Slump God (der har samarbejdet en del med Trippie), hvis album kom tidligere i sommer.
XXXTentacion forsøgte at søge i mange retninger, Ski Mask vendte sig mod MF Doom-inspireret stoner-rap. Trippie synes at være mere fokuseret på at zone helt ud, nu hvor alle regner med, at han går grassat.
Samtidig har Trippie tydeligvis tænkt sig at gøre det hele selv. For her er ingen gæsterappere udover Young Thug og Reese Laflare på ’Forever Ever’ og Travis Scott på ’Dark Night Dummo’, der kom sidste år.
Netop ’Dark Night Dummo’ stikker meget ud med sit storladne, nærmest gotisk-dramatiske beat og den rungende Scott-gæsteoptræden. Det føles ikke som et nummer, der passer sammen med resten af albummet, der jo er lige så underspillet, som det her er overdramatisk.
Og det er måske lidt albummets kerne. Trippie Redd er gået uden om storladne bangers som ’Dark Night Dummo’ og har i stedet lavet et stille, døsigt debutalbum. På den måde er det lykkedes ham at omgå de forventninger, der måske har været. Men han er også gået væk fra de stærke melodier og kraftfulde sange, der var hans største styrke.
For der mangler noget intensitet her. Hvis Trippie Redds album virkelig er tænkt som et trip, er det et meget mildt et af slagsen. Det bliver aldrig rigtig farligt. Det er måske fint nok for nu. Men i fremtiden ville det være spændende, hvis Trippie ikke stenede helt så meget.
Kort sagt:
Trippie Redds debutalbum er et behageligt, men også lidt søvnigt trip. Der mangler lidt intensitet på det her album, der er overraskende underspillet. Trippie Redd undgår at sidde fast i Soundcloudrap-genren, men alternativet, han har fundet, er lige søvnigt nok.
Læs også: Trippie Redd deler to nye tracks: ‘Black Magic’ og ‘BILAP’ feat. Chief Keef