Grime-ikonet Skepta giver koncert i Danmark

Grime-ikonet Skepta giver koncert i Danmark
Skepta på Roskilde Festival. (Foto: Kasper Månsson/Soundvenue)

Skepta kommer til Danmark, og der er noget passende i, at Englands nok køligste rapper nogensinde skal spille sin første danske klubkoncert en kold decemberaften.

Den britiske rapper har før spillet Roskilde Festival og Distortion, men nu skal han altså spille en koncert på helt egen hånd og med tag over hovedet. Det bliver den 15. december i Tap 1’s rustikke rammer, og hvis showet bliver lige så eksplosivt som Skeptas intense fest på Roskilde Festival i 2016, er der god grund til at glæde sig.

Den legendariske UK-rapper er nemlig en ubestridt mester i sin kunst.

Hans skarpe flows og kommanderende stemme er nærmest synonym med britisk grime og gaderap, og han har stilskabende grimebangers som ‘Shutdown’, ‘Man’ og ‘That’s Not Me’ på cv’et. Dén lyd perfektionerede han på det prisvindende ‘Konnichiwa’-album fra 2016, der dog også samtidig begyndte en orientering mod nye genrer for Skepta.

For på det seneste har han udvidet sin lyd til blandt andet r’n’b på ‘Ladies Hit Squad’ samt kigget mod USA på en række sange med ASAP Rocky (blandt andet hittet ‘Praise the Lord (Da Shine)‘, og mod Afrika på ‘Energy’ med afrobeats-artisten WizKid.

Det er altså en flersidig mand med mange hits, der kommer til Danmark. Men frem for alt er han stadig kendt som en af de største grime-rappere nogensinde, og som manden, der gjorde grime til et globalt fænomen.

Billetter er til salg nu via Billetlugen.

Skepta (UK)
15. december
Tap 1
Billetpris: 340 kr.

Læs også: Se videoen til ASAP Rocky og Skeptas panfløjte-banger ‘Praise the Lord (Shine)’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af