I løbet af det seneste års tid har vi mistet rappere som Mac Miller, Lil Peep og XXXTentacion, og det har igen skabt diskussion om, hvordan man bedst udgiver en kunstners musik posthumt.
For XXXTentacion var på et kunstnerisk højdepunkt, da han døde, men han var også ekstremt kontroversiel. Rapperens kriminelle sager kom mere og mere frem i lyset, og anklagerne om grov vold mod en gravid ekskæreste var svære at overhøre. De anklager bliver stadig udredet efter hans død.
Men samtidig blev musikken i rapperens sidste måneder konstant stærkere og stærkere og hans tilhængere flere og flere. XXXTentacion er den tredjemest spillede artist i verden på Spotify i år. Det er flere streams end eksempelvis Ed Sheeran: X var blevet en stjerne, og hans musik ramte ekstremt mange.
Før sin død havde Jahseh Onfroy, som han hed, netop udgivet sit hovedværk ’?’, der nærmest pegede på ti mulige musikalske veje samtidig. Alt kunne ske. Indtil alt pludselig var slut.
Nu er det op til folkene omkring ham at få dén musik, der måtte være, ud på den bedste måde. Så hvordan forvalter man hans musikalske arv uden at udvande den? Indtil videre har det set sort ud.
Sangen ’Arms Around You’ har på Frankenstein-agtig vis sat X sammen med en række kunstnere, han aldrig kendte eller arbejdede sammen med. Han talte aldrig med Lil Wayne, men pludselig var der et X-omkvæd på dennes ’Don’t Cry’ – hvor Wayne i øvrigt udtaler hans navn forkert.
Men der er håb på ’Skins’. Tracklisten er kort, og det samme er sanglængden. Der er (næsten) ingen gæster, og ‘Arms Around You’ er ikke med på albummet. Det tyder på, at man ikke har forsøgt at pumpe eksisterende sangskitser op til længere sange med gæster eller lignende.
Samtidig er produceren John Cunningham, der stod bag størstedelen af ’?’, også med inde over de fleste af de her numre. ’Skins’ ligner altså en udgivelse, der forsøger at være tro mod XXXTentacions ånd. Men lykkes det? Og er det her overhovedet hele sange, eller bare en samling skitser?
Vi har lyttet til det 19 minutter korte album hele morgenen, og her er vores korte førstehåndsindtryk af albummet – sang for sang. Forvent en decideret anmeldelse i starten af næste uge.
1. ‘Introduction’
En robotstemme, der lover, at vi nu er inde i X’s hoved. Ret langt fra de hyperpersonlige introer til de forrige to album.
2. ‘Guardian Angel’
En sang, der lyder, som var den taget fra 2017-albummet ’17’. Guitarloop, nynnende stemmesample og XXXTentacion, der synger. Beatet er ret ’Jocelyn Flores’, mens X’s vers minder om ’Everybody Dies In Their Nightmares’. En solid start, men ikke ligefrem overvældende.
3. ‘Train Food
En sang om døden over et uhyggeligt, monotont klaver og en masse baggrundsstøj. XXXTentacions flow starter afdæmpet og fortællende, men bliver mere og mere desperat, indtil han rapper om at ligge nøgen på togskinnerne og vente på den uundgåelige død. Det her er ekstremt uhyggeligt.
4. ‘Whoa (Mind In Awe)’
Angstanfaldet, der var ’Train Food’, afløses af en blid klokkemelodi og en syngende X. Det her er det tætteste, vi har været på den rendyrkede pop fra sange som storhittet ’Sad!’. Produktionen har også noget af samme næsten naive melodiske kvalitet som ’Sad!’-beatet, faktisk. Både denne sang og ’Train Food’ er i øvrigt produceret af rapperen selv samt John Cunningham, der stod bag størstedelen af ’?’-albummet.
5. ‘Bad!
Førstesinglen ’Bad!’ er stadig fin nok uden for alvor at blæse nogen væk. Titlen antyder måske et anti-’Sad!’, men det her er mere en uforpligtende (og næsten konventionel!) trap-sang lidt a la ’?’-tracks som ’Smash!’ og ’Going Down!’.
6. ‘Staring At The Sky’
Wooh, her er poppunk-X! Vi får highschoolpunk-guitar og flabede linjer om at glo på himlen – der pludselig bliver til råbende brøl! Der er noget Limp Bizkit over det her – men på en god måde, hvis det giver mening.
7. ‘One Minute’
Her er sangen med albummets eneste gæst: Kanye! Og han er i fuld ’Yeezus’-mode. I forhold til de gimmick-agtige samarbejder, Kanye har præsteret med 6ix9ine og Lil Pump i år, er der en del mere på spil her. Kanye starter ud med et forvrænget, intenst vers, og så eskalerer tingene totalt, når X braser ind i sangen i fuld råberap-mode og skriger: »One minute, one minute, gone!«
8. ‘Difference (Interlude)’
En helt nedbarberet akustisk interlude, hvor X nynner blidt. Det her knytter an til de allermest stille momenter på ’17’. Det fungerer godt som mellemspil efter to voldsomme sange – lidt ligesom ’Whoa (Mind In Awe)’ gav lidt luft efter den intense ’Train Food’.
9. ‘I Don’t Let Go’
XXXTentacion fyrer op for det lidt gakkede, hurtige flow, han plejede at bruge på sange med Ski Mask the Slump God. Og det lyder fantastisk! Vi får endda Ski Mask og X’s »aye!«-ad-lib. Omkvædet er sunget blidt: »Sometimes I don’t let go«. Ligesom på ‘Staring At the Sky’ giver X’s mange forskellige flows og stemmer en god dynamik mellem melodi og aggression.
10. ‘What Are You So Afraid Of’
’?’ sluttede med den hjerteskærende bøn ’Before I Close My Eyes’, og på samme måde slutter ’Skins’ med ’What Are You So Afraid Of’. En akustisk, ulykkelig kærlighedssang, der viser den mest sårbare X. Hvis det her er den sidste sang, vi nogensinde hører fra rapperen, er det en smuk afsked.
Det er i hvert fald en passende afslutning på et album, der ved første lyt virker som en udgivelse, der bygger videre på de mange ideer fra ’?’. Her er både poppunk, råberap, rendyrket pop og akustiske ballader. Men også uventede indslag som Kanye-samarbejdet ’One Minute’ og den foruroligende fabel ’Train Food’.
’Skins’ er kort og intenst. Vi har kun lyttet til det et par gange, men lige nu lyder det som om, det er lavet i XXXTentacions ånd.
Læs også: XXXTentacion var sin generations vigtigste stemme – elsket og hadet, men umulig at ignorere
Læs også: Hvordan dækker man en voldsforbryder? XXXTentacion er et etisk dilemma for medierne