Mø balancerede mellem fest og følsomhed i Tivoli
Jeg har fulgt Mø siden begyndelsen af hendes solokarriere, og selv om jeg synes, ‘Forever Neverland’ er et fremragende album, har jeg en lille kæphest i forhold til den retning, hun (og for den sags skyld en del popmusikere) er gået i de seneste par år: EDM-inspirerede drops har taget den plads, der i popmusik ellers traditionelt har tilhørt et potent omkvæd.
Da jeg – et par år siden min seneste Mø-koncert – så hende til Fredagsrock i Tivoli, gav de dog pludselig mening. Tidligere har jeg syntes, de for ofte fjernede en mulighed for, at sangerens følelser kunne understreges med en gribende vokalpræstation, men da jeg så Mø, fik hun det bedste ud af disse drops. Når beatet droppede til ‘Get It Right’, ‘Way Down’ eller ‘Blur’, fik Mø i højere grad end ellers mulighed for at danse, te sig vildt og fysisk udtrykke sig på måder, der ikke rigtig er muligt, hvis man skal synge samtidig.
Ofte førte det os nærmest lige så tæt på Mø, som hendes vokal gjorde – især under ‘Blur’, hvor hun begyndte at rive scenografiens gardiner ned, mens hun hoppede rundt fyldt med smittende iver og glæde.
Møs næsten punkede vildskab har længe været noget af det, der har gjort hende til et unikum på såvel den danske som den internationale popscene, og den var skam intakt til hendes Tivoli-optræden, især under de mere festlige numre. Men noget, der satte sig mindst lige så meget hos mig, var de mere følsomme øjeblikke.
Mø bevægede sig under ‘Red Wine’ ud til en lille scene bagest på Plænen, hvor hun afsluttede sangen som en duet med gæstesanger Soleima – og derefter fik vi en helt anden, mere sårbar side af Mø at se. Når hun ikke havde sin store scene med sit backingband at læne sig op ad, blev ‘West Hollywood’-interludiet, ‘Waste of Time’, ‘Glass’ og ‘Nights With You’ mere hudløse end resten af hendes optræden, som desværre kunne føles lige lovlig sikker ved stunder.
Tag blot balladen ‘Mercy’, der blev svøbt ind i en så stor elektronisk lydmur, at Møs emotionelle nøgenhed havde svært ved at trænge igennem. Det er prisværdigt, at Mø selv stod bag tangenterne på det nummer, men det endte med at være et øjeblik, hvor mange forståeligt nok besluttede sig for at få fyldt deres ølglas op. Det samme gjorde folk også mystisk nok under den ligeledes langsomme ‘Never Wanna Know’, der ellers i min optik beviste, at Mø sagtens kunne være overbevisende inderlig, selv om hun havde sit band omkring sig, blot de var diskrete nok i deres instrumentation.
Centrum var dog også de festlige numre, og der var Mø naturligvis medrivende, selv hvis det ikke ændrede på nogens opfattelse af hende. ‘Way Down’ står som lidt af en undtagelse – her agerede Mø som om, hendes optræden på ethvert tidspunkt kunne ende i en katastrofe. Det gjorde den selvfølgelig aldrig, men den der fornemmelse af, at det kunne gå galt gjorde, at præstationen føltes lidt farlig – og dermed mere engagerende.
Men selv om ‘Lean On’, ‘Final Song’ og ‘Get It Right’ ikke var udfordrende på samme facon, indtog hun scenen med manér, og assisteret af pyroteknik, fyrværkeri og et velspillende backingband fik hun skabt store, festlige momenter for publikum i Tivoli.
Kort sagt:
Mø udfordrede momentvis sig selv med præstationer, der var mere sårbare, end man typisk forbinder hende med, men oftere præsterede hun med en sikker, topprofessionel festkoncert i Tivoli.
Læs også: Se Mø spille cover af personligt favoritnummer hos australsk radiostation