DaBabys tredje album på lidt over et år er en umulig spagat

3 6
DaBabys tredje album på lidt over et år er en umulig spagat
DaBaby.

Nej, bare rolig, det her er ikke det første store hiphopalbum om coronavirus. For selv om DaBaby er iført en ansigtsmaske på coveret, beskæftiger ’Blame It On Baby’ sig ikke med den nuværende pandemi, men er i stedet fokuseret på en lidt mindre problemstilling: DaBabys forsøg på at bibeholde og udnytte det momentum, han skabte med de to album ’Baby On Baby’ og ’Kirk’ fra sidste år, der gjorde ham til årets største nye hiphopnavn.

Det med at udnytte hypen har han i hvert fald godt styr på, for det her er altså rapperens tredje album på lidt over et år. Men hvor de to 2019-udgivelser frem for alt koncentrerede sig om at skabe en række sange inden for DaBabys signaturstil, er ’Blame It On Baby’ noget mere rodet.

Der er stadig numre som ’Pick Up’ og ’Talk About It’, der kombinerer tunge, minimalistiske beats med de maskingeværsagtige rim, der er rapperens kendetegn. Her rapper DaBaby med så meget intensitet, at han næsten lyder flerstemmig – hans linjer føles tit som spørgsmål, der så besvares i næste linje. Det er Migos på steroider. Der er få rappere, der er skarpe som DaBaby for tiden, og der er ingen, der kan skabe så meget energi med bare en enkelt veltimet »let’s go«-ad-lib.

Men samtidig er det blevet lidt af et meme, at DaBaby i princippet bare laver den samme sang om og om igen – rapperen har endda selv joket med det i sin nylige gæsteoptræden på Lil Yachty-sangen ‘Oprah’s Bank Account’.

Så det er måske som reaktion på monotoni-anklagen, at DaBaby breder sin lyd ud til countrytrap på ’Find My Way’, decideret sang på forholdsfortællingen ’Sad Shit’ og en genskabelse af Ashantis hit ’Baby’ fra 2002 på ’Nasty’.

Derudover er der ‘Lightskin Shit’, der bobler og syder som noget, der kunne være med på Lil Uzi Verts ‘Eternal Atake’, og der er også en række blødere stemmer på albummet som Future, A Boogie Wit Da Hoodie og Roddy Ricch, der danner en slags modvægt til DaBabys intense stil.

De færreste af de sange er decideret dårlige – guitartrap-bangeren ’Rockstar’ med en Young Thug-efterlignende Roddy Ricch er måske endda albummets bedste nummer og lyder som et stensikkert hit. Men stilforvirringen gør, at ’Blame It On Baby’ føles lidt som en umulig balancegang mellem sidste års DaBaby-lyd og en række nye indflydelser. Som om rapperen ikke ved, hvilket ben, han skal stå på, og derfor ender i en spagat.

Sådan er det jo på hiphopscenen for tiden. Det hele går meget hurtigt, og en lyd kan hurtigt blive forældet. Især hvis man vil udgive tre album om året. Og lige nu lyder DaBaby lidt som om, han ikke ved, om han skal genskabe sidste års tracks eller allerede prøve at finde lyden af 2021.

Det bliver helt tydeligt på titelsangen, hvor DaBaby rapper i et åndeløst tempo over en konstant skiftende produktion. Det er teknisk imponerende, men beatet får aldrig lov til at lande, hvilket gør, at sangen ikke rigtigt kommer i gang – lidt som en motorcykel, der hele tiden gasser op, men aldrig når at køre afsted.

DaBaby vil bevise noget, men det er ikke helt klart, hvad det er. Han er stadig en af hiphopscenens stærkeste nye stemmer – men han mangler at finde ud af præcis, hvad han skal bruge dén stemme til.


Kort sagt:
DaBabys tredje album på lidt over et år er en umulig spagat mellem sidste års succesfulde lyd og en række forsøg på at brede dén lyd ud til noget nyt.

DaBaby. 'Blame It On Baby'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af