Billie Eilish blev slugt af en stor haj – og satte samtidig en ny standard for digitale koncerter

5 6
I weekenden optrådte Billie Eilish til 'Where Do We Go? The Livestream’. Det var en kunstnerisk triumf, der så koncertens digitale format som en mulighed i stedet for en begrænsning.
Billie Eilish blev slugt af en stor haj – og satte samtidig en ny standard for digitale koncerter
Billie Eilish til Grammy Awards, januar 2020. (Foto: Emma McIntyre/Getty Images)

Et af de største problemer med virtuelle koncerter har været monotonien. For når man ikke selv er fysisk til stede i samme rum med kunstnerne, er det svært at blive revet helt med.

Lyden sætter sig ikke i kroppen på samme måde, sceneshowet fremstår ikke så imponerende, og afstanden føles større for hvert minut, der går, og for hver sang, der spilles. Til mange virtuelle koncerter har det været som om, scenen bliver en begrænsning – et form for bur, som kunstnerne konstant prøver at bryde ud af for at gøre koncerten mindre statisk.

Indtil nu har der derfor været meget få koncerter, der ikke primært har føltes som en mere tam version af den ægte vare. Men Billie Eilish’ livestream her i weekenden føltes faktisk som showet, der satte en ny standard for, hvor vellykket en digital koncert trods alt kan være.

Den 18-årige popsanger havde under titlen ‘Where Do We Go? The Livestream’ nemlig skabt en form for visuel totaloplevelse, der var alt andet end statisk. I modsætning til visse af de tidligere livestreams, der har været tilgængelige mod betaling (som Megan Thee Stallion og Lil Uzi Vert), føltes hendes koncert nemlig ikke som en live-opsætning, der hurtigt var forvandlet til en virtuel koncert. Men som et show, der fra start af var tænkt til at blive oplevet som en stream.

Det kom frem for alt til udtryk i optrædenens ekstremt fantasifulde visuelle stil. Sanserne blev bombarderet fra start til slut. I begyndelsen af koncerten spankulerede en kæmpeedderkop eksempelvis rundt om Eilish under ’You Should See Me In a Crown’, så blev ’Xanny’ opført på en bænk, hvorefter Eilish og hele scenen gik op i røg.

I næste scene sad sangeren så sammen med broren og samarbejdspartneren Finneas i noget, der lignede en talkshow-setting, men som – i takt med at kameraet zoomede ud – viste sig at være en gigantisk søjle ude i verdensrummet. Her spillede Eilish så den smukke, afdæmpede ’I Love You’, hvilket føltes helt perfekt; en stille kærlighedssang i det yderste af det ydre rum.

De mange effekter gjorde koncerten til det modsatte af de nedbarberede soveværelseskoncerter, der ellers var så mange af i starten af karantænetiden – og som Eilish også har gjort sig meget i. De tidligere koncerter havde en vis kvalitet i intimiteten. Det her var anderledes ambitiøst. Målet var tydeligvis at skabe en af den slags gigantiske, visuelt overdådige oplevelser, som man ellers kun kan få i en stadionkoncert.

Og det lykkedes til fulde. Øjet kedede sig aldrig. Så snart én rejse afsluttedes, startede en ny. Som da ’Ilomilo’ blev leveret i et ’Find Nemo’-agtigt undervandsland – inklusive en kæmpe haj, der så ud til at sluge Billie, da sangen var slut. Eller da ’My Future’ blev spillet i en spacey, glitrende jungle.

Det føltes som en helt ny måde at tænke koncertoplevelsen på. For jo, der har selvfølgelig været lignende forsøg på at erstatte den klassiske koncert med noget mere spektakulært og sci-fi-agtigt. Som for eksempel The Weeknds TikTok-show og Travis Scotts optræden i ‘Fortnite’.

Men i ovenstående eksempler blev det menneskelige helt skåret fra til fordel for en slags digital avatar. Det var fascinerende at se den digitale koncert taget til nye ekstremer, men man mistede unægtelig en form for menneskelig forbindelse, der trods alt er essentiel for koncertoplevelsen.

Her ramte Eilish’ opsætning en perfekt balance. For hendes visuelle sceneshow var mindst lige så imponerende og varieret som The Weeknd og Travis Scotts avatar-extravaganzaer. Men den unge popstjerne forsvandt aldrig ind i den digitale hvirvelstrøm.

Billie Eilish optræder til den virtuelle koncert.

Det centrale var altid mennesket Billie Eilish. Det føltes altid som om, hun var til stede – selv da hun blev ædt af den der haj.

Hendes personlighed strålede også igennem med et par politiske budskaber. »No music on a dead planet«, stod der på et tidspunkt helt enkelt på væggen bag Billie. Og så opfordrede hun flere gange seerne til at stemme til det kommende præsidentvalg i USA. Hun fik også kaldt Trump »den værste« og »den orange mand«.

Derudover var der også et par mere minimalistiske passager, der dannede en fin modvægt til de mere special effects-agtige visuals. Som da James Bond-sangen ‘No Time To Die’ opførtes i et simpelt sort-hvidt tema, eller da en siddende Eilish sang ‘When the Party’s Over’ foran en helt sort baggrund – der til sidst føltes så altomsluttende, at det lignede sangeren sad midt i et sort hul.

Det var noget af en magtdemonstration fra Eilish, og det giver håb for den virtuelle koncert som i hvert fald en overgangsløsning, mens vi venter på, at verden bliver normal igen.

Når det er sagt, må man selvfølgelig også huske på, at det ikke er alle kunstnere, der har ressourcerne til at stable sådan et visuelt overdådigt show på benene. Så det er nok for tidligt at udnævne den her koncertmodel til ‘fremtiden’.

Men det var unægteligt en af de få virtuelle musikoplevelser, der ikke konstant mindede seeren om, at man jo netop var seer – og ikke en egentlig koncertdeltager.

Det var en koncert, der virkede som om den så det digitale som en mulighed og ikke som en begrænsning. En kunstnerisk triumf for Eilish.


Kort sagt:
Billie Eilishs visuelt overdådige livestream lykkedes med at bryde den monotoni, der så tit sniger sig ind i digitale koncerter. Hendes optræden var en kunstnerisk triumf, der så koncertens digitale format som en mulighed i stedet for som en begrænsning.

Billie Eilish. 'Where Do We Go? The Livestream'. Koncert. Virtuel koncert.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af