Førstehåndsindtryk: Tre højdepunkter på Lana Del Reys stærkt imødesete nye album

Lana Del Reys syvende album er landet, godt halvandet år efter ‘Norman Fucking Rockwell!’. Kan hun leve op til niveauet fra hovedværket? Her er vores foreløbige højdepunkter fra ‘Chemtrails Over the Country Club’.
Førstehåndsindtryk: Tre højdepunkter på Lana Del Reys stærkt imødesete nye album
Lana Del Rey. (Foto: PR)

Hurra! Efter et år, hvor uheldige Instagram-rants har stjålet opmærksomheden, skal det igen handle om Lana Del Reys musik.

‘Chemtrails Over the Country Club’ er ude nu, og sangtitlerne alene (‘White Dress’, ‘Jesus Tulsa Freak’, ‘Dark But Just A Game’) lover mere dunkel og glamourøs pop brygget på det værste og det bedste i amerikansk ikonografi.

Lige så stærkt hendes brand er, lige så uforudsigelig kan Lana Del Rey dog være i albumsammenhæng – der var stor forskel på den kunstneriske kvalitet på henholdsvis ‘Lust For Life (2017) og ‘Norman Fucking Rockwell!’. Vil hun på sit syvende album genoptage det politiske perspektiv fra forgængeren, eller går hun en helt anden vej?

Efter vores første gennemlyt af ‘Chemtrails Over the Country Club’ er her tre overordnede højdepunkter, som er værd at fremhæve – en rigtig anmeldelse følger i næste uge.

1. Lana Del Rey synger om sig selv – og hun lyder fredfyldt

Umiddelbart er det pudsigt, at albumcoveret gengiver Lana Del Rey omringet af ti storsmilende venner – som et skud fra en ekstra hyggelig eftermiddag i en all female country club. For ‘Chemtrails Over the Country Club’ lyder, som om det primært handler om hende selv.

Der er mindre myte og maskerade over de nye sange; destruktive elskere kigger ganske vist stadig forbi, men udtrykket er overordnet varmere, rundere, end på det samtidsspiddende ‘Norman Fucking Rockwell!’.

Døsigheden i arrangementerne fremstår fredfyldt snarere end narkosløvet a la ‘Ultraviolence’. Som om Lana Del Rey egentlig har det ret godt og har haft lyst til at skrive sange og synge om det.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Not All Who Wanders Are Lost’ kandiderer for eksempel til at blive en slags signatursang for Lana med titlens og omkvædets (ok, ret tyndslidte) Tolkien-citat – dog med den tilføjede krølle: »It’s just wanderlust«.

Alle selverklærede bohemer føler sig vist spejlet i citatet, men Lanas ømme levering i øverste register skaber et musikalsk øjeblik, der fremstår oprigtigt og til perfektion opsummerer hendes kunstneriske og personlige projekt.

Det sætter også al balladen om det seneste års klodsede offentlige udtalelser i relief. Når jeg lytter til ‘Chemtrails Over the Country Club’, tror jeg faktisk på, at Lana vil det bedste for alle (og sig selv). Albummets rolige tone står i slående kontrast til den defensive retorik i hendes Instagram-posts.

Herregud, vi kan jo ikke alle sammen være geniale til sociale medier. Fokus tilbage på musikken, tak.

2. Inspiration fra jazz og folk

Der sker ret hurtigt noget spændende på ‘Chemtrails Over the Country Club’.

Åbningsnummeret ‘White Dress’ er en luksusliner af en klassisk Lana Del Rey-ballade med tekster om at længes efter ungdomsjobbet som kjoleklædt servitrice på den såkaldte Men in Music Business Conference… Ok, måske har albummet her alligevel politisk brod.

Som altid med Lana, når hun er bedst, lurer tvetydigheden bag nostalgien og sødmen. »It was such a scene, and I felt seen«, lyder en fantastisk linje.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men rent musikalsk prøver hun nye ting af. I omkvædet presser hun sin vokal op i et helt nyt, meget lyst register, imens nogle jazzede trommer langsomt kommer listende ind i lydbilledet.

På titelnummeret er trommerne med til at opbygge et tilbageholdt crescendo med ulmende distortionguitar. Det lyder fedt, her er lidt ’Twin Peaks’-stemning på færde.

Også folk og rootsmusik spiller en rolle på albummet. Her er masser af guitarstrengespil, og på ‘Yosemite’ er congas med til at skabe det dybe, virkelig stemningsfulde lydbillede. Umiddelbart har Lana Del Rey også bedre greb om sine melodier end nogensinde før – hvilket ikke siger så lidt med ‘Norman Fucking Rockwell!’ i bakspejlet.

3. Velvalgte gæster

Glem The Weeknds akavede visit på ‘Lust For Life’. Lana del Rey har igen inviteret gæstevokalister ind i sit kompromisløst kuraterede univers, som bestemt ikke klæder alle kolleger. Men på ‘Chemtrails Over the Country Club’ giver gæstelisten mening.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Countrysangeren Nikki Lane synger flere vers solo på den nedbarberede ‘Breaking Up Slowly’, imens Zella Day og Weyes Blood optræder på Joni Mitchell-coveret ‘For Free’.

Ligesom Lana Del Rey udgav Weyes Blood et fremragende, dystopisk 2019-udspil (post-Trump, men præ-corona, those were the days) i form af ‘Titanic Rising’, så de tos kunstneriske slægtskab er til at forstå. Sangen med den humanistiske tekst bliver leveret i en smægtende, harmonisk indpakning – og det bliver ekstra slående, hvor meget Weyes Bloods milde vokal minder om Mitchells.

‘For Free’ lukker således albummet på helt anden optimistisk vis, end ‘Hope is a dangerous thing for a woman like me to have (but i have it)’ gjorde på ‘Norman Fucking Rockwell!’. Som har det flygtige håb i den sang forplantet sig til hele Lana Del Reys nye album.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af