Greta Van Fleet er endelig trådt ud af Led Zeppelins skygge

Greta Van Fleet er endelig trådt ud af Led Zeppelins skygge
Greta Van Fleet. (Foto: Alysse Gafkjen)

Da Greta Van Fleet-forsanger John Kiszka i et 2019-interview sagde »vi har anerkendt det [at vi lyder som Led Zeppelin, red.]. Lad os så komme videre«, omhandlede det egentlig mere diskursen om gruppen, end det omhandlede deres musik. En opfordring til, at vi skulle sige andet – det være positivt eller negativt – om Greta Van Fleet end blot at klage over deres uoriginalitet.

Men om han tænkte det sådan eller ej, er dette virale udsagn også noget, der er afspejlet i Greta Van Fleets andet album, ‘The Battle of Garden’s Gate’.

For kvartetten, der har været et af de seneste års mest forhadte rockbands, er om noget kommet videre. Jovist, de lyder stadig af 70’er-hardrock. Men ikke nær så meget som en 1:1 Led Zeppelin-pastiche.

Der er en del forskellige 70’er-hardrockbands man kan sammenligne med her. Særligt Rush er en oplagt sammenligning – ikke mindst fordi John Kiszkas Robert Plant-klingende vokal ofte bliver så skinger, at den lyder mere af Geddy Lee.

Men også kompositorisk lyder Greta Van Fleet nu mere af Rush (primært deres knap så proggede materiale) end af Led Zeppelin. Der er mere overraskende rytmer, knap så meget macho-riffing i guitaren og mere eventyrlystne sangstrukturer – igen, uden nogensinde at bevæge sig ud på et 20 minutter langt nummer inspireret af Ayn Rand.

Debutalbummet ‘Anthem of the Peaceful Army’ fra 2018 kunne føles meget formularisk i sine sangstrukturer, og melodierne var sjældent særligt inspirerede. Og det er ikke fordi hver eneste sang på ‘The Battle at Garden’s Gate’ er en fuldtræffer – ‘Built By Nations’ er så tromlende i lyden, at den er let at blive træt af, og melodramaet på ‘Stardust Chords’ er så overspillet, at det lidt ender med at gå mig på nerverne.

Men selv de overordnet knap så vellykkede tracks byder faktisk på nogle oprigtige positive overraskelser – noget, der måske hænger sammen med den nyfundne inspiration fra progrock. Så selv om eksempelvis omkvædet til ‘Stardust Chords’ ikke siger mig noget, synes jeg faktisk guitarsoloen er ganske skøn.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Jeg kan ikke sige, at jeg er videre overrasket over, at ‘The Battle at Garden’s Gate’ er et kvalitetsmæssigt skridt fremad. Alle singleforløberne har i mine øjne været markant bedre og friskere end højdepunkterne fra debuten. Men en håndfuld af sangene er ikke bare gode efter de standarder, debuten satte – men i stedet er de sange så gode, at jeg sagtens kan se mig selv vende tilbage til dem.

Særligt er de fire sidste sange rigtig solide. Hvis de var samlet alene som en ep, ville jeg formentlig være meget positiv i min anmeldelse af den. Det er dynamisk, det er klangmæssigt virkelig lækkert, og både riffs og melodier er lige i øjet. Det er sange, der virkelig formår at kæde forskellige musikalske ideer sammen, så det går op i en højere enhed.

Det er så gode numre, at det bliver fristende at se igennem fingre med de problemer, albummet byder på. Men jeg må vedkende mig, at nogle overordnede problemer hænger ved. Dels er alt for meget af pladen unødigt storladent, hvilket ikke blot skaber noget stemningsmæssig monotoni, men det gør også, at de i sandhed store øjeblikke lidt forsvinder i mængden.

Dertil er gruppens fantasy-krigs-lyrik så verdensfjern, at den er svær at tage og føle på. Ikke at fantasy-krigs-lyrik de facto er et problem, men jeg så gerne, at Greta Van Fleet brugte lidt flere greb for at gøre os jordiske investeret i de historier, de fortæller. For de har uden tvivl noget på hjerte med lyrikken, det er bare pakket ind i så mange lag, at jeg har svært ved at føle det store for det.

Og for det tredje må forsanger Josh Kiszka altså gerne skrue lidt ned for de skingre knæk, han ynder at lave.

Men det gør de bare til næste gang. Det væsentligste i denne omgang er, at Greta Van Fleet har bevist, at de er mere og andet end et glorificeret Led Zeppelin-jam, og at de endda har vist, at de kan være ganske habile sangskrivere.


Kort sagt:
Der er stadig en del problemer til stede på Greta Van Fleets andet album, men lyden er blevet rigere, sangskrivningen er blevet stærkere, og selv om der stadig er meget 70’er-hardrock-æstetik, er der ikke længere tale om kopiisme.

Greta Van Fleet. 'The Battle at Garden's Gate'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af