Jeg er ved at gå rundt om hjørnet fra Istedgade til Enghavevej på Vesterbro, da Noah Carter stikker hovedet ud fra spisestedet Pasha Kebab og siger hej.
Han har et gråt joggingsæt på samt en hovedbeklædning, som jeg fejlagtigt klassificerer som en durag, men som viser sig at være en form for balaklava, han lejlighedsvis også bruger som tophue. Nærmest samtidig med, at jeg hilser på ham, får den albumaktuelle artist et pitabrød stukket i hånden af manden bag disken.
Jeg spørger, om han ikke vil sidde ned og spise, men Noah Carter afviser. Det er der ikke tid til. Vi skal over på den anden side af Enghavevej, hvor videoproduktionsselskabet Vida Media holder til oven på spillestedet Vega. De har lavet en række videoklip, fotos og musikvideoer for rapperen.
Det er nemlig cirka en uge før udgivelsen af rapperens tredje album, ’Carter the Kid’, og der er fart på tingene. Det er Noah Carters første udgivelse i over tre år, så der er ikke tid til at sidde stille. Ikke engang når der skal spises.
Rapperen virker veloplagt og fokuseret og indrømmer at have lidt »sommerfugle i maven« over den nye udgivelse. »Det er ligesom, når man skal fremlægge foran klassen«, forklarer han. »Her er noget, jeg har lavet – nu skal I allesammen have en mening om det!«
Der er selvfølgelig også ekstra forventninger til netop det her album. ’Carter the Kid’ er nemlig et slags comeback-værk efter flere år, hvor rapperen har været afskåret fra at udgive musik på grund af en international pladekontrakt, der var tænkt som trinbræt til det helt store gennembrud i udlandet, men som endte med at sætte hele Noah Carters karriere på pause.
Et amerikansk mareridt
»Det, som mange ikke ved, er, at lige efter ’2nd Demo’ udkom i 2018, signede jeg en stor kontrakt med et internationalt pladeselskab«, forklarer rapperen, da vi har sat os til rette på det nydelige lille Vida-kontor. Han kan dog af juridiske årsager ikke afsløre præcis hvilket label, det var.
Carter går i gang med at fortælle historien om den internationale kontrakt næsten samme sekund, som interviewet begynder. Som om, det er noget, han har ventet på endelig at kunne få ud.
Det er tydeligt, at det har gået ham på, at folk ikke har vidst, hvorfor der ikke kom ny musik. Selv hans mor undrede sig over, hvor sangene blev af, fortæller han.
Til at begynde med lignede kontrakten ellers et tegn på, at den helt store drøm om det internationale gennembrud – som så mange havde spået ham – rent faktisk skulle til at lykkes.
»Det var fucking fedt, for de havde ikke signet nogen andre artister på det tidspunkt. De havde kun ét spot til en rap- eller r’n’b-artist, og det havde jeg fået. Jeg signede kontrakten, mens jeg var i Barcelona. Jeg havde lige spillet Sonar Festival, og så kom der en eller anden executive og sagde: ’Wow, psykopatisk show – jeg får faxet kontrakten fra L.A. nu’«, fortæller Noah Carter
Da den indledende eufori havde lagt sig, viste det sig dog, at vejen til stjernerne ikke ville blive ukompliceret.
Noah Carters fortid, som han ellers har lagt bag sig gennem sin musikkarriere, indhentede ham nemlig: »På grund af nogle gamle sager må jeg ikke komme ind i USA. Fordi jeg har været i fængsel i noget tid«.
Den forhindring skulle vise sig at blive en afgørende stopklods for Noah Carters karriere.
For hvordan skal man blive en stor rapstjerne i USA, hvis man ikke engang kan rejse derhen? Der er koncerter, der skal spilles, og møder, der skal tages. I stedet måtte den danske rapstjerne sidde på sofaen hjemme i København og krydse fingre for, at advokaterne kunne ordne det hele for ham.
»Det var langt fra billigt med de advokater«, fortæller den frustrerede artist. »Og så gjorde Trump-administrationen det superstramt med alt, hvad der hedder ESTA og work visa«.
De yderligere stramninger gjorde situationen uholdbar, og til sidst brast den danske rappers internationale rapstjernedrøm. Efter noget tid ville Noah Carter egentlig bare gerne ud af kontrakten for i det mindste at kunne udgive musik i Danmark.
»Der gik to år, hvor jeg ikke kunne udgive musik. Der var en masse frem og tilbage om, hvordan jeg kunne komme ud af kontrakten«, fortæller rapperen.
Samtidig forstod hans fans ikke, hvad der skete med manden, der ellers lignede den danske musikscenes bedste bud på en international stjerne.
»Alle sagde hele tiden: Du skal til USA! Du er alt for stor til lille Danmark!«, fortæller Noah Carter. »Det har været hårdt ikke at kunne leve op til de forventninger«.
I begyndelsen af 2020 blev pladeselskabet og den danske musiker så endelig enige om at opløse samarbejdet. En del af aftalen var også, at Noah Carter ikke måtte sige selskabets navn. Men det vigtigste var, at et nyt kapitel kunne begynde.
Men hvad var det nu, der skete dengang i 2020? Noget med en … pandemi?
Tun og toiletpapir
»Jeg havde tænkt mig at lægge noget ud i starten af 2020«, fortæller Noah Carter. »Jeg var hoppet på en rejse til Den Dominikanske Republik med Oliver (Kesi, red.) og nogle andre og skød to videoer dernede. Men mens vi var dernede skete corona«.
Rapperen, der før var fanget af en udsigtsløs pladekontrakt, blev altså nu fanget af en pandemi. »Vi forberedte os på det værste, så vi var nede i supermarkedet og hamstre toiletpapir og tun på dåse«, fortæller han.
Herefter tilbragte Noah Carter så de næste år på en tropisk ø med en diæt, der udelukkende bestod af dåsetun.
Just kidding. Rapperen og hans slæng kom hurtigt hjem igen. Men de næste år gik, som de gjorde for store dele af Danmark og musikbranchen: Alt lå i dvale. »Jeg har ikke arbejdet eller haft en indkomst i to år«, fortæller Noah Carter.
Nu er den unge Carters lidelser dog ved at være forbi. Albummet ’Carter the Kid’ skal markere slutningen på en hård periode og starten på noget nyt. Hvilket rapperen også understreger med de videoer, han har lavet sammen med Vida.
De er nemlig personlige tableauer, hvor Noah Carter blandt andet er sammen med sin mor, eller laver mad med en veninde, der spiller hans kæreste. Der er også et klip med en kvindelig danser, der har hår under armene – ikke det mest normale syn i en hiphopvideo. Rapperen prøver noget nyt og mere ambitiøst.
Men faktisk er det ikke kun på grund af det nye album, at det er en speciel tid. Da vi forlader Vega-bygningen for at tage hen og mødes med BLS-grundlæggeren Besnik Miftari, som Noah Carter er barndomsvenner med, gør rapperen mig opmærksom på, at 2021 også markerer to jubilæer for de definerende begivenheder i hans liv.
To livsændrende begivenheder
Det er præcis ti år siden, Noah Carter endte i en situation, som han selv kalder »en treårig timeout på grund af dårlige valg«. Og det er fem år siden, at musikkarrieren startede med debutsangen ’Do You’, der blev et kæmpestort hit.
På mange måder definerer de to jubilæer også offentlighedens syn på kunstneren fra Nørrebro. Længe var hans status som indsat hans claim to fame, da stjerner som Kesi, Benny Jamz, Gilli og Hans Philip sendte hilsener til den fængslede ven på rækkevis af sange.
Men den fortælling blev skrevet om – eller i hvert fald nuanceret – da Carters solokarriere for fem år siden eksploderede med ’Do You’ og derefter blev cementeret på de efterfølgende album ’Couch Dreams’ og ’2nd Demo’.
Den unge artist gjorde nemlig meget ud af at distancere sig fra ’Fri Noah Carter’-kampagnen, og musikalsk var han heller ikke den benhårde gaderapper, mange måske havde forventet.
»Jeg er ikke ude i noget gangsta shit. Jeg kan lide at sidde derhjemme og spille ’Call of Duty’«, fortæller han.
De to jubilæer markerer på den måde henholdsvis Noah Carters laveste punkt, der stadig kan spænde ben for hans karriere i dag – og så øjeblikket, hvor han vendte det hele til noget bedre med ’Do You’. Og en af dem, der var med til at få den sang til at ske var Besnik Miftari, som vi besøger på Bredgade.
»Det er min ven Noah«
»Jeg har kendt Besnik, siden han var 14-15 år«, fortæller Noah Carter, da vi ankommer til BLS-kontoret på Bredgade. »Han var en af de første, der hørte mig rappe på engelsk«.
Besnik Miftari er en venlig, rolig mand, der ydmygt indrømmer ikke at have musikalsk talent selv – men til gengæld en god næse for, når andre kan noget særligt.
»Det sværeste jeg ved er at se nogle mennesker, der har et kæmpe talent, og som ikke dræber den«, fortæller BLS-grundlæggeren. »Mange opfordrede Noah til at lave musik, og jeg var en af dem. Jeg sagde: Det her må universet ikke gå glip af. Du må ikke lade det gå til spilde«.
Tidligt i karrieren viste det sig at være særdeles gavnligt for Noah Carter at have en fan som Besnik. Han spillede nemlig en tidlig udgave af ’Do You’ til en helt særlig person.
»Vi havde produceren Knox Brown på besøg fra England, fordi han skulle lave noget med Lukas Graham. Han har produceret for Usher og alt muligt«, fortæller Besnik Miftari og fortsætter:
»Så jeg tog ham med på kontoret og spillede nogle ting for ham. Jeg havde kun ét nummer på engelsk. Det var ’Do You’. Så var han sådan: ’Fuck alt det andet. Det her er det sygeste, jeg har hørt. Hvem er det?’ Jeg sagde: Det er min ven Noah!«
Knox Brown blev Noah Carter-fan på BLS-kontoret den dag og har siden holdt kontakten med den danske rapper. Men det allervigtigste ved stjerneproducerens reaktion var nok, at den bekræftede den danske artist i, at ’Do You’ var noget særligt. Kort tid efter indspillede han sangen færdigt og indledte sin musikkarriere.
Det var fem år siden. Fem år inden da røg en ung Noah Carter i fængsel. Det har været ti begivenhedsrige år – som rapperen nu er klar til at lægge bag sig.
»Jeg er ude af en ti år lang cyklus. Det kommer til at være første gang, jeg kan have den kontinuerlighed, folk har forventet og manglet«, forklarer Noah Carter.
Manden, der skal hjælpe ham ind i den næste livsfase er vores sidste stop på dagens københavnske odyssé. Vi skal nemlig besøge produceren Hennedub, der har ageret executive producer på ’Carter the Kid’-albummet.
Tre år kogt ned til ét album
»I tiden siden ’2nd Demo’ har jeg lavet nok til fem fuldlængdealbum«, fortæller Noah Carter, da vi efter en kort taxatur er på vej op ad trapperne til Hennedubs studie på Amager.
Da jeg spørger, hvor mange sange han har lavet i løbet af de sidste år, hvis man tæller alle skitser med, ryster rapperen på hovedet: »Uendeligt«. De uendeligt mange sange (eller i hvert fald de bedste af dem) har Carter siden afleveret til Hennedub.
»Jeg tænkte, det ville være godt at få hans touch på det hele«, siger Noah Carter, da vi slår os ned i producerens nydelige studie, hvor der hænger en platincertificering fra USA på væggen, og der står ekstremt sødt amerikansk slik på bordet.
»Jeg vil det hele nogle gange. Det er godt at have én, der siger: Måske er det bedst, hvis den her kommer med i stedet for den der«, siger rapperen.
Den opgave var ikke den nemmeste i verden for Hennedub. »I første omgang blev der sendt en masse sange. Så troede jeg ligesom, at det var det. Men så går der to dage, og så sender han 20 til«, griner produceren. »Derfor har jeg prøvet at være lidt benhård og ærlig i forhold til, hvad jeg syntes var fedest«.
Hennedub har prioriteret flersidighed: »Der var nogle sange, som var samme type sang. Men hvor mange hårde trap-bangers skal der for eksempel være med? Det skal være varieret«, forklarer han processen.
Det er især mange drill-numre og eksperimenterende trap-sange i Young Thug-stil, der er blevet fjernet, afslører Noah Carter. En tidlig idé om at dele de bløde og hårde sange op i et dobbeltalbum – a la Drakes ’Scorpion’ – blev også skrottet.
Det færdige resultat hedder ’Carter the Kid’ og er nok Noah Carters mest flersidige udgivelse til dato. Tracklisten er et bredt udpluk med numre, der går helt tilbage til 2018 – det ældste er det tre år gamle ’Dirty Disco’.
Hermed er den tiårige cyklus, som Noah Carter talte om tidligere på dagen, altså afsluttet. Den nye tidsregning kan begynde. Rapperen taler allerede om en udgivelse, der skal lande i 2022 og måske hedde ’Couch Dreams 2’.
Som sagt helt i starten af artiklen: Noah Carter har ikke tid til at sidde stille. Der skal ske ting. Det virker som om, han føler, han allerede har spildt for meget tid. Nu skal fremtiden indtages.
»Jeg har tænkt mig at trykke sedler på det her musik og bare kontinuerligt smide musik ud«, siger han, da jeg spørger, hvad de næste fem år skal gå med.
»Jeg vil gøre det, som alle mine venner og min familie og dem, der støtter mig, altid har sagt til mig: ’Bro, lav det nu bare. Smid det nu bare ud’. Nu kan jeg endelig gøre det«.