Gents’ synthpop er mere slagkraftig end nogensinde før på det hjerteskærende breakup-album ‘Souvenir’
Den danske synthpopduo Gents har altid været et behageligt bekendtskab. Da de debuterede, var de defineret af, at bekvemme, let kitschede synthtoner fra Theis Vesterløkke omfavnede Niels Fejrskov Juhls ømme barytoncroon på en så afslappet måde, at selv hvis et nummer rent faktisk omhandlede hjertesorg, ville lyden få tankerne hen mod følelsen af at slappe af i en liggestol ved en pool med ferieeftermiddagens første drink i hånden.
Makkerparret har udviklet sig i mange retninger sidenhen, men denne rigtig pleasende rygrad har altid været det, de har søgt tilbage mod. Og bevares, denne afslappede stemning er de rigtig gode til at opnå, men det har for det meste været både forfriskende og tiltrængt, når de har brudt mønsteret og skruet op for intensiteten – såsom på højdepunkterne ‘Premature Decisions’ og ‘Right on Time’ fra 2019-albummet ‘Right on Time’.
Med deres nye album ‘Souvenir’, udgivet på Gangers pladeselskab Yachtvej, er Gents-opskriften blevet fornyet. Men uden at den er blevet flået fra hinanden. Juhls stemme lyder som sig selv, og Vesterløkkes synthfraser komplementerer stadig den emotive sangskrivning godt. Men lounge-stemningen er så godt som forsvundet, og der er ikke plads til mange billige, forsigtigt klikkende trommemaskiner længere – og hvis de endelig dukker op, er det ved siden af et synthriff så bragende, at det ikke kan ignoreres.
‘Souvenir’ er et breakup-album. Og det er et højlydt et af slagsen. Det ville i mange tilfælde betyde, at det ville være et album præget af vrede, men det er det ikke. Det er i stedet defineret af følelser, der er i konflikt med hinanden – for på den ene side forstår fortælleren sin partners følelser, men på den anden side er han stadig frustreret.
Blandt andet er han frustreret over, hvad han nu skal føle over for alle de genstande og artefakter, der vækker mindelser om det forhold, der nu er i forlis – de titulære souvenirs fra den rejse, et forhold trods alt er.
For de artefakter vil vare ved, modsat minder, der gradvist viskes ud i sandet – »memories fade«, synger Juhl mod slutningen af det korte titelnummer, inden en tårevældet guitarsolo skyller ind over lydbilledet og kommanderer din opmærksomhed.
Netop det kommanderende er noget, Gents er blevet bedre til. Når omkvædet begynder på ‘Sweet Nothings’, er der en bas klar, der føles som et smæk lige over skinnebenet, hvormed hooket bare er umuligt at ignorere.
‘The Flower & the Gardener’ byder på en vidunderligt skærende synthline, der tvinger dig til at tage stilling til den, mens de spacy vokaler kun bliver mere desorienterende. Og det futuristiske lydlandskab på ‘Worst Kind of Kind’ lyder nærmest lig noget, man kunne høre fra det internetforankrede hiphopkollektiv Drain Gang – men pludselig træder en ensom cello ind og får dig automatisk til at tænke over musikken på en ny måde.
Både på et sonisk og et emotionelt plan rammer Gents altså nye højder med ‘Souvenir’. Der er ingen lounge-stemning, og selv når der sker noget corny – såsom den kække insisteren på, at du har brug for et lillebitte pick-me-up under ‘P.M.U.’ – så sker det kitschede tydeligt i kontekst af en fortælling, der har noget større på hjerte.
Gents er mere end bare corny og hyggelige – de er nu for alvor hjerteskærende.
Kort sagt:
Gents har udskiftet det afslappede og loungede med en mere bombastisk, kommanderende form for synthpop, mens de udforsker kompleksiteterne ved et breakup – og de formår virkelig at få følelserne effektivt ud gennem højttalerne.