Wolf Alices koncert blev afsluttet med så stort et brag, at selv forsangeren blev overrumplet
Det er ikke hver aften, at to forskellige kunstnere giver koncerter i hælene på seksstjernede album. Lørdag aften skete det sammentræf dog, idet både r’n’b-ekvilibristen Sudan Archives gæstede Hotel Cecil, og indierock-fornyerne i Wolf Alice gæstede Store Vega.
Gid man kunne have været begge steder på én gang, tænkte jeg, mens jeg ventede på, at Wolf Alice skulle spille sange fra blandt andet 2021-mesterværket ‘Blue Weekend’.
De skulle dog dårligt spille én tone af åbningsnummeret ‘Smile’, før jeg stoppede med at drømme mig andre steder hen. Der var skarp dynamik mellem de pågående riff-stykker og forsanger Ellie Rowsells spartanske spoken word-passager. Der var intense lysblink, som fik det energiske rocknummer til at sætte sig endnu stærkere fast. Der var charme fra hele bandet – især fra Rowsell og guitarist Joff Oddie, hvor sidstnævnte brugte enhver lejlighed på at skabe kontakt med publikum og geare dem op.
Kvartetten var denne aften udvidet med keyboardist Ryan Malcolm. Han bidrog til, at lyden var rigere end det simple trommer/bas/guitar/guitar-setup, der ellers er bandets fundament. Hermed fik ‘No Hard Feelings’ en smuk synth-ambiance, ‘Feeling Myself’ fik en flot, støvet soullyd, og et langt stykke gennem ‘The Last Man on Earth’ var den eneste instrumentation keyboardet, der ledsagede Rowsells sårbare vokal.
Alle disse momenter er selvfølgelig også til stede i studieudgaverne fra ‘Blue Weekend’. Men pladen rummer mange instrumenter – for mange til at have med på scenen – og jeg sætter pris på, at netop keyboardet blev prioriteret til koncerten, fordi det bidrog med en markant sonisk spændvidde. Uden det instrument kunne mange numre have risikeret at føles tomme.
Og spændvidde er netop ordet, der indkapsler, hvad Wolf Alice stod for lørdag aften.
Skulle den stå på rå punk, hvor vreden hober sig op hurtigere, end selv det hastigste riff kan nå at få afløb for den? I den stil fik vi ‘Play the Greatest Hits’, ‘Giant Peach’ og ‘Space and Time’, der fik hele salen til at bevæge sig.
Hvad med øm skrøbelighed, hvor det føltes som om, Rowsell udstillede alle sine usikkerheder? Så var det syng-med-venlige anthem ‘Delicious Things’ lige så effektivt som den fortrinsvist mere nedbarberede ‘Silk’.
Skal vi få et støjende knytnæveslag uden lige? Så gik der totalt Sonic Youth i den med skinger guitar og smæk på trommerne til ‘St. Purple & Green’.
Da Joff Oddie kastede sin guitar i vejret under ‘Lisbon’ fik vi derfra et dejligt sonisk kaos, hvor det var svært helt at kapere alt, hvad der foregik. Og som om det ikke var nok, fik vi netop derefter den lange ‘Visions of a Life’, hvor man altid kunne vente sig en ny, mere brutal passage, der lød totalt ulig den foregående.
Det kan synes meget spraglet og nærmest helt usammenhængende, hvis man zoomer for meget ud. Men i øjeblikket blev det hele bundet fornemt sammen af et band, der forstod at sammensætte sætlisten, så de ellers ganske forskelligartede sange skabte en emotionel rød tråd.
Det bedste eksempel på dette sås nok til allersidst. Som ekstranummer kom bandet tilbage med den stilfærdige ‘No Hard Feelings’. Som tidligere nævnt var der sekvenser med keyboard på dette nummer, men den primære drivkraft er Rowsells nøgne skønsang over for Oddies melodiøse bas.
Det var en skøn måde at ånde ud efter den hektiske hovedsæt-lukker ‘Giant Peach’. Og som aftenens allersidste nummer fik vi en gevaldig anledning til at skråle med, da den stod på arenarockeren ‘Don’t Delete the Kisses’. Det blev så storladent, at Rowsell endda lod til at overrumple sig selv, da hun ramte et knæk under et af de bragende omkvæd – hvilket hun smilede kækt af og fortsatte ufortrødent.
Det var en storslået måde at afslutte en koncert, der viste, hvor meget skønhed indierock kan opnå.
Kort sagt:
Wolf Alice spillede kanongodt i Store Vega. De omfavnede deres spændvidde i en dynamisk sætliste, der rummede både støj, vrede og skrøbelighed.