Barbro dansede direkte ind i publikum for at konfrontere sin angst på Spot Festival
Instrumentationen var noget af det mest slående ved Barbros optræden på årets Spot Festival. Deres debut-ep var defineret af kontrabas og bratsch, og disse instrumenter fik da også god tid i søgelyset, da Barbro sidste år gæstede Roskilde Festival med et stort band i ryggen.
Bevares, debutalbummet ‘Bad Choices’ er mere rocket. Men jeg havde stadig ikke forventet et setup udelukkende bestående af Barbro selv på guitar og derudover én guitarist og én trommeslager.
Man kunne frygte, at de musikalske nuancer ville gå tabt i så spartansk en konstellation (ikke engang nogen bassist?), men hele Barbros univers blev kreativt gentænkt efter det nye format.
Det nedbarberede lydunivers var til tider mere intimt, og ofte var der lange passager, hvor Barbro var helt alene med sin guitar – såsom den lange, skrøbelige intro til ‘Blue’, hvor det føltes, som om alt ville kunne falde fra hinanden, hvis der blot var et enkelt fejltrin.
Men de smukkeste øjeblikke opstod helt klart, når der var gang i både trommerne og begge guitarer. Her opstod et grynet og uslebent grunge-univers, og netop støjen fra 90’ernes altrock tjente afgjort Barbros vrede og ængstelige toner.
For hver langsom takt af ‘Bad Choices’ loopede bandet det samme grundlæggende riff, og det blev konstant mere smadret og larmende. Trommerne blev tævet og guitarerne bragede så højlydt, at det blev nødvendigt for Barbro at skrige sine følelser højere og højere.
Under ‘Be Better’ bevægede Barbro sig ud i publikum og dansede nogle improviserede dansetrin, mens de kiggede os dybt i øjnene. Som om de ville konfrontere os og sige: »Det er jer, der forlanger, at jeg skal have det bedre! Nu danser jeg! Er I tilfredse??«.
Her fungerede lyden totalt omvendt af ‘Bad Choices’ – den var fortrinsvis stille og forsigtig, så Barbros vokal kunne være nøgen og beskidt for sig selv, og så enhver forpint nuance kunne skinne igennem.
Barbro sluttede af med mere ubehag i form af ‘Fuck the World’, der blev formidlet med skingre, ubekvemme backingvokaler og hyppige jodlende knæk, der ledte tankerne hen mod Dolores O’Riordans ikoniske vokal på The Cranberries’ ‘Zombie’.
Barbro i trioformat har absolut bestået sin Spot-eksamen. Det var hårrejsende og intenst.
Kort sagt:
Barbro havde kun to musikere med sig på scenen, men i dette trioformat svøbte de VoxHall ind i angst og guitarstøj.