Lige om lidt er det tid til årets udgave af Spot Festival.
På tværs af en lang række aarhusianske spillesteder vil der 5.-6. maj være koncerter med et kæmpemæssigt udvalg af nordiske og især danske navne.
Særligt de unge, friske vækstlagsnavne står i kø for at imponere på festivalen, da talrige hjørner af musikbranchen denne weekend flokkes til byen for at se, hvad talentmassen har at byde på.
Blandt andet byder lineuppet i år på navne som Afskum, Zar Paulo, Fraads, Barbro, Sulka, Aperly High, Uden Ord, Trader og en Soundvenue LIVE-præsenteret albumkoncert med Barselona.
Alle disse navne har dog det til fælles, at de har udgivet album allerede. Og det diskvalificerer dem faktisk til denne guide, der i stedet zoomer ind på helt nye navne, der endnu har deres debutalbum til gode.
Så hvis du vil smage på det helt friske fra Danmarks musikscene, skal du søge mod disse 12 navne.
Giift
Da vi så den unge r’n’b-komet Giift spille sine intime soulsange til årets udgave af Vegas Udvalgte, var hun helt alene på scenen.
Mere skulle der dog ikke til for at blæse os bagover. Først var hun bag klaveret, derefter tog hun fat om guitaren, og hele vejen igennem var hendes stemme lige så fortryllende, som stemningen var intim.
Giift ep-debuterede i 2022 med den flotte udgivelse ‘Archives’, der fik vores anmeldelser til at sammenligne hende med stjerner som SZA, Summer Walker og Frank Ocean. Sidstnævnte skinner især gennem på hendes seneste single, ‘Home Stu Freestyle’.
Fredag 5. maj, kl. 20.30
Lille Sal, Musikhuset
Ussel
Af og til støder man på kunstnere, der er ligeglade med at de stadig er upcoming-navne, og som i stedet fører sig frem som superstjerner med sceneshows, der lugter mere af Royal Arena end af Ideal Bar.
Det skete på 2021-udgaven af Uhørt Festival, hvor en ung poprapper ved navn Ussel leverede en koncert, der osede af overskud og som fik transformeret den lille festivalplads udenfor KPH Volume til at være Madison Square Garden. Det håber vi, han kan gentage på Spot.
Fredag 5. maj, kl. 21.00
Rytmisk Sal, Musikhuset
August Høyen
Kender du det, når man står i et koncertpublikum, og får det så rart indeni, at man lader facaden falde? Musikeren på scenen behøver ikke at sige, at han ved, hvordan du har det – han behøver bare at synge om sine egne oplevelser, så bliver der dannet et emotionelt bånd mellem publikum og performer.
Den slags koncertoplevelser mestrer August Høyen. Det hele er så oprigtigt, så forsigtigt og så sårbart, at selv den værste kyniker kan blive rørt helt ind til benet. August Høyen har kun seks singler ude, men vi har hørt hans liverepertoire, og vi kan forsikre om, at hans hemmeligholdte sange også holder niveauet.
Fredag 5. maj, kl. 22.15
Voxhall
Kind Mod Kind
Den klubbede electropopgruppe Kind Mod Kind havde kun udgivet én single, da de spillede på Spot Festival sidste år. Der væltede de Radar.
Sidenhen har der været talrige anledninger til at opleve Kind Mod Kind live, og til arrangementer som Soundvenue LIVE og Vegas Udvalgte har de vist et niveau, der sjældent ses hos så spæde bands.
Dunkende beats, blinkende lys og sene nattetimer definerer stemningen på den melankolske debut-ep, som vi ikke skriver titlen på her. Den efterfølgende single ‘Detaljen’ har vist, at der afgjort er mere kød på dem. Nu besøger de Spot i bedste spilletid.
Fredag 5. maj, kl. 22.45
Rytmisk Sal, Musikhuset
Mas
Dansk hiphop længes efter Ukendt Kunstners dybt personlige portrætteringer af storbylivet. Men en ny generation har opdaget, at deres egne personlige perspektiver på den urbane tilstand også kan fængsle.
Et af de største lyriske talenter i den ende af hiphopverdenen er Mas, der har vist sig som en af tidens mest lovende nye rappere. Stjerner som Artigeardit og Kesi har delt deres rosende ord om Mas’ musik, og han har samarbejdet med blandt andre Thor Farlov, Ung-Skab-rapperen Bjørn og selveste Københavns Metro (no joke!).
Fredag 5. maj, kl. 23.45
Voxhall
Dayyani
Isabella Dayyani har rejst land og rige tyndt som korsanger for Ganger, men disse dage fokuserer hun på sin solokarriere. Hun har udgivet tre ep’er, hvor den seneste, ‘Pretty In Defense’ er pangpop med rigtig meget alvorligt på hjerte.
Det er en af den slags udgivelser, hvor den bombastiske poplyd får alle de store følelser til at trænge endnu tydeligere igennem. Hvor omkvædene borer sig ind i dit hoved, og Dayyanis følelsesmæssige pointer lige så elegant følger med og sætter sig fast i sjælen.
Lørdag 6. maj, kl. 16.15
Arkitekten
Kingtommi
Thomas Mulcahy aka Kingtommi spiller faktisk tre gange på Spot Festival. Lørdag klokken 16.30 spiller han på Bassinscenen som del af bandet Uden Ord, hvor han er forsanger, og samme aften indtager han Voxhall som solokunstner. Til slut har han lovet at svinge forbi med sin bil til Soundvenue LIVE på Volume Village.
Mulcahy beskriver selv sin Kingtommi-persona som »En [popstjerne] som viser sin skrøbelighed og sine usikkerheder, men som også kan sige: ’Fuck det hele, jeg er den sygeste’«.
Den selvtillid kunne vi mærke, da han det forgangne efterår varmede op for Zar Paulo, og det var så sandelig også gennemtrængende på ep-debuten ‘Helt ind til knoglerne’ fra sidste år.
Lørdag 6. maj, kl. 19.15
Voxhall
Nemo
Hvis du har fulgt med i dansk musikundergrund de seneste par år, er du muligvis stødt på indie-folkrockeren Barbro eller EDM-hyperpop-vanvidsmageren Debbie Sings. De fik begge deres start med trioen Jenny. Og det tredje medlem fra den gruppe er nu også begyndt at røre på sig.
Hendes kunstnernavn er Nemo, og hun har udgivet to singler indtil videre: ‘Mini’ og ‘Carry You Forever’.
Som Nemo laver hun æterisk altpop, der placerer sig halvvejs mellem de elektroniske pop-avantgardister i Chinah og den stemningsfulde post-hyperpop-sangsmed Hyd.
Lørdag 6. maj, kl. 21.00
Bassinscenen, Musikhuset
William Torp
En sjat Bon Iver? Yup, hør blot ‘Trophy Like’. Hvad med lidt The War on Drugs? Det får vi på ‘Late Night Traffic’. Måske endda lidt Ed Sheeran i vokalen? Det får vi på en sang som ‘Heavy Rain’.
William Torp er dansk indiemusiks nye, friske singer/songwriter-skjald. Han er typen, der med en guitar i hånden kan vride store følelser ud af såvel personlige oplevelser som ‘Alene i vildmarken’ og dårlige romcoms. Til Soundvenue LIVE sidste år bevidnede vi, at han så absolut er i stand til at smelte hjerter i en livesetting.
Lørdag 6. maj, kl. 21.15
Lille Sal, Musikhuset
Baloosh
Store Sal er typisk tilegnet de kunstnere, der allerede har bevist deres værd på et debutalbum, og som næsten er klar til at indtage store scener landet over. Aarhus-rapperen Baloosh har udelukkende udgivet en stribe singler, men han har fundet sin vej til den store scene alligevel.
Baloosh har samarbejdet med folk som Dibset, Xabski, Shooter Gang og selveste L.O.C. – og han har medvirket i ‘Underverden II’. Som vokalist mestrer han både det melodiøse, det sprogligt kreative og det højdramatiske. Han er halvvejs mellem en poppet udgave af Jamaika og en mere voldsom udgave af Gilli.
Lørdag 6. maj, kl. 22.00
Store Sal, Musikhuset
Kundo
Kundo er en introspektiv rapper, der kører hiphop-drejebogen efter gammeldags maner. Ikke alt det der med pophooks og hitlistevenlige trends i instrumentationen. Bare bars med meget på hjerte, leveret over beats, der kan formidle den stemning, der er brug for.
Ligesom med Mas kan man mærke et vist slægtskab til Ukendt Kunstner. Men den mere oplagte sammenligning er nok egentlig Artigeardits no-bullshit direkte måde at håndtere lyrik. Kundos lyder altid så følelsesladet, at hvert et ord rammer.
Lørdag 6. maj, kl. 22.15
Volume Village
Julie Pavon
Hvis du vil slutte din Spot Festival af med en fest, er der nok intet bedre valg end house-multikunstneren Julie Pavon.
Hun står for koncerter med lige dele pumpende beats, højtråbende vokal og fysisk vildskab i lange baner. Hun har dårligt været i stand til at spille på en festival, uden at vi har haft hende med i vores efterfølgende highlight-opremsninger. Selv på Roskilde Festival 2022 måtte vi nævne hende i samme åndedræt som Dua Lipa, Post Malone og Little Simz.
Tidligere i år gæstede vi hendes første headliner-koncert, og der skal ikke være nogen tvivl: Hun forstår virkelig, hvordan man sætter et publikum i gang.
Lørdag 6. maj, kl. 22.30
Rytmisk Sal, Musikhuset