1. Guldimund gjorde crowdsurfing til en kunst
Crowdsurfing blev virkelig gjort til en kunst, da Guldimund kastede sig ud i det. Først under en sjælfuld saxofonsolo på åbningsnummeret (!) ’Brænder stadig’ – en desperat sang, hvor crowdsurfingen føltes som en slags overgivelse. Som om han lige så godt kunne flygte fra det hele og lade publikums hænder diktere hans retning.
Da vi nåede afslutningsnummeret ’Det’ kun vigtigt, hvad det er’ var Guldimund-karakteren et forandret menneske. Nu crowdsurfede han igen, men denne gang med stor livsglæde. Som om der ikke var noget skønnere i verden end at blive båret af fremmede menneskers kærlighed. Kjartan F. Stolberg
2. Pusha T viste, hvorfor ‘Daytona’ er en klassiker
»Pusha T kan primært én ting, men den er han så også stinkende god til«, skrev Soundvenues Niels Jul Bruun om den tidligere Clipse-rappers koncert. Den ting, der hentydes til, er sprogligt spidsfindige, diamanthårde rim om kokain.
Formularen har Pusha perfektioneret på hovedværket ’Daytona’, og sektionen med numre fra det album var sublim: ‘Santeria’, ‘Infrared’ og ‘What Would Meek Do’ slog akkurat lige så hårdt som den crack cocaine, sangene handler om. Kristian Karl
3. Tobias Rahim spillede en Daddy Yankee-banger
Jeg forestiller mig ikke, at enhver dansk artist ville kunne bære Daddy Yankees latin dancehall-slasker ‘Gasolina’. Men det kunne Tobias Rahim. For da sangens legendariske intro pludselig afløste Rahims reggaeton-festhit ‘Op a væggen’, stod det i forvejen tændte publikum i flammer.
En sjov gimmick eller en genistreg? Det ved jeg ikke. Men det fungerede. Caroline Toft Frost
4. Matty Healy gik på knæ under ‘Robbers’
Momentet har allerede spredt sig til de internationale medier: Under fremføringen af sangen ’Robbers’ gik The 1975-frontmanden ned på knæ, kyssede en sikkerhedsvagt og skrålede den rørstrømske ballade direkte ind i ansigtet på det ekstatiske publikum.
I Eskelunden var Matty Healy ganske vist spritstiv, men hans nærvær var uklanderligt. Malthe Hjort
5. Zar Paulo skabte gigantisk hoppedans
Jeg vil skyde på, at Zar Paulo aldrig har haft så stort et udendørspublikum, som de havde på Astra-scenen lørdag eftermiddag, og særligt afslutningsnummeret ’Jeg synes du er dejlig’ var euforisk at opleve i så stor en menneskemængde.
Omkvædet er skabt til at blive skrålet af uslebne, lettere berusede festivalstemmer, og da EDM-droppet ramte, resulterede det i en ekstatisk forsamling af semi-synkront hoppende mennesker. Kjartan F. Stolberg
6. Jpegmafia spillede ‘Call Me Maybe’
Jep, Tobias Rahim var ikke den eneste, der gav sit eget spin på en klassiker, omend Jpegmafias cover-valg var mere random end ‘Gasolina’.
Han kastede sig nemlig ud i en fortolkning af Carly Rae Jepsens ’Call Me Maybe’ (ja, den ’Call Me Maybe’), der i sin autotunede a cappella-version skabte et overraskende intimt øjeblik under den ellers eksplosive koncert. Malthe Hjort
7. Eee Gee har fundet tricket, der altid får følelserne til at kamme over
Jeg tror, hun har gjort det, hver gang jeg har set hende live, men hver gang knuser det mit hjerte, når Eee Gee skriger i ’You Don’t Have To Tell Me It’s Over’.
Det er, som om hun prøver at holde skriget inde. Som om hun næsten ikke kan få sig selv til at skrige, selvom det er det, hun har allermest brug for.
Hun dukker sig lige så stille, så hendes mund langsomt bevæger sig væk fra mikrofonen, og der helt organisk opstår en lille fadeout-effekt. Det bliver på én gang kolossalt og spinkelt. Et kontrastfuld lille øjeblik. Kjartan F. Stolberg
8. The Chemical Brothers tryllede gigantiske robotter frem på scenen
Der var godt med elektronisk musik på årets NorthSide, hvor Electra-teltet kørte nærmest nonstop, men ingen havde en visuel dimension på niveau med hovednavnet The Chemical Brothers og deres 3D-lignende effekter.
Højdepunktet var, da to gigantiske robotter materialiserede sig ganske fysisk på scenen, udstyret med små skærme og spotlamper i øjnene. Det ene øjeblik var de der ikke, og poof, så var de der. Kjartan F. Stolberg
9. Lamins ‘Window’ igen og igen
»To the windooow, to the wall / Se den ryst’, hver gang hun går«, sang Lamin på omkvædet af sin festbanger ‘Window’. Og så lige en gang til. Og igen. Og så igen.
Imens skrålede det fest-umættelige publikum med og dansede med armene svajende i vejret fra den ene side til den anden. En pulserende fællessang på NorthSides Nova-scene, der på fornemmeste vis viste, hvad Lamin er bedst til: At samle folk om fest og ballade. Caroline Toft Frost
10. Yemi Alade var verdens bedste danseinstruktør
Nigerianske Yemi Alades NorthSide-koncert stod i fællesskabets tegn. Hun var ikke tilfreds med bare at spille for os, vi skulle også danse for hende. Koncertens magi skulle opstå i et samarbejde mellem musikere og publikum.
Og publikum var mere end villige til at medvirke. Så Yemi fyrede danseinstruktioner af under adskillige numre, hvortil hele menneskemængden i Nova-teltet svingede fra side til side til de vuggende, Fela Kuti-inspirerede rytmer fra hendes fremragende band. Kjartan F. Stolberg
11. Tværfløjte og banjo til en rockkoncert? Intet problem for Prisma
Rockduoen Prisma tog fusen på mig med det uudgivne nummer ’Lost’. Her hev Sirid Møl Kristensen pludselig en tværfløjte frem, og trommeslager Andreas Grønne havde en banjo i skødet, mens hans fod efter alt at dømme stadig betjente stortrommen.
Ud af det blå var Prisma pludselig blevet folkrock – men folkrock med den samme nerve og puls, som definerer resten af deres katalog. Som hvis Jethro Tull og The Raveonettes fusionerede til et tætpakket sonisk monster. Kjartan F. Stolberg
12. Gilli bragte Brasilien til Eskelunden med ’Baianá’
Gilli havde medbragt et mere omfattende band-setup end nogensinde, hvilket især gav pote på ’Carnival’-sangen ’Baianá’, hvor Echo-scenen blev transformeret til en brasiliansk strandfest.
»NorthSide, vi gør det her til et karneval«, sagde manden på scenen, og så var der ellers bare tropefest i eftermiddagssolen. Kristian Karl