Han. Har. Prøvet. Alt.
Drake troede nok, han havde lavet en ’808s & Heartbreak’-værdig vending, da han skiftede spor til luksuriøs, lounget house på ’Honestly, Nevermind’ i 2022.
Men ingen kunne lide det. Sangene hittede ikke, anmeldelserne var lunkne, albummet hurtigt glemt.
Eller, det vil sige, én af sangene hittede. Det var bare ’Jimmy Cooks’ – sangen, der skilte sig ud på albummet ved slet ikke at lyde som resten af udgivelsen.
Nå, men sangen virkede, så Drake ringede til nummerets gæst, 21 Savage, og så lavede de et helt album, ’Her Loss’, bare med endnu flere af den type sange. Effektivt, men ikke ligefrem innovativt.
Så, i efteråret 2023, kom det længe ventede og ofte udskudte ’For All the Dogs’, og modtagelsen var ikke bare lunken, men decideret kølig. Det er Drakes dårligst anmeldte album i karrieren.
Rapperen er produktiv som aldrig før, men det er, som om verden lider af Drake-fatigue.
Nu har han så vendt sig mod genren, man egentlig aldrig kan gå galt i byen med: Klassisk rappety-rap. Bars over boom bap-beats.
Seks rendyrkede rapsange samlet under navnet ’Scary Hours 3’, der fredag landede som en slags ekstra-udgivelse til ’For All the Dogs’.
Ligesom ’Her Loss’ kom i kølvandet på ’Jimmy Cooks’’ succes, føles ’Scary Hours 3’ som en direkte konsekvens af, at det lyriske nummer ’First Person Shooter’ med J. Cole var det største hit fra ’For All the Dogs’.
Det har vist sig at være et klogt skaktræk af Drake.
Et rendyrket rapalbum
En tilbagevenden til traditionel rap lyder ikke umiddelbart som det mest vovede valg i verden, men Drake lyder faktisk intet mindre end sprudlende på ’Scary Hours 3’.
Han siger, hvad der passer ham, og har det sjovt med at skabe virale linjer, der refererer Kanye West, Joe Budden, 6ix9ine, Pusha T, Rosalía og Taylor Swift.
På introen, ’Red Button’, er der en helt Ol’ Dirty Bastard-agtig opremsning af trusler om ting, han vil gøre ved dig.
På et tidspunkt går han helt freestyle-agtigt i stå. »I’ll fucking… I’ll fucking…«, stammer rapperen, som var han løbet tør for verbal ammunition, blot for til sidst at fiske den helt perfekte linje frem: »I’ll get you ten years from now, like procrastination!«
Der er en følelse af spontanitet over den type sange, der gør, at man tror på rapperen, når han siger, det tog fem dage at lave ‘Scary Hours 3’. Han leger med ordene, dykker ned i ordspil, lukker lort ud, laver fejl, har det sjovt.
Albummet er propfyldt med punchlines, men et par af de bedre er »Broski didn’t do it, he like a piece of art, judge, he was framed« fra ‘Evil Ways’ og »My brother put some holes in your top, you a Air Force« fra ’Stories About My Brother’.
På ’You Broke My Heart’ bruger han samme sample, som forbillederne DipSet brugte på klassikeren ’I Really Mean It’, men i Drakes hænder bliver det hele, selvfølgelig, til en diss-sang om en eks.
Bitterheden er altså intakt, men her får den modspil af en sproglig legesyge, der står i kontrast til det mavesure udgangspunkt.
På ’The Shoe Fits’ fortæller han med et glimt i øjet, at han ikke længere er følsom som i ’Take Care’-dagene, fordi livet har såret ham så mange gange, at det har hærdet ham: »I just don’t know how anymore, love«, sukker han over et beat af produceren Ovrkast, der er kendt for at servere jazzede beats for undergrundsnavnet Mavi.
Derudover kommer produktionerne blandt andet fra folk som Griselda-produceren Conductor Williams og undergrunds-GOAT’en The Alchemist. Så bliver det ikke mere støvet.
Lidt af en rapnørd
Drejningen mod rendyrket rap er uventet, men den kommer ikke helt ud af det blå. Drake har nemlig altid lidt været en rapnørd.
Den canadiske popstjerne har for eksempel opkaldt en sang efter Wu-Tang Clan (‘Wu-Tang Forever’) – gruppen, boom bap-fans og oldschool-hoveder forguder mere end noget andet. Han har endda engang namedroppet Cappadonna (på ‘Tuscan Leather’), og hvad kunne være mere rapnørd-agtigt end at fremhæve klanens uofficielle og ofte oversete medlem?
Men Drakes udflugter i klassisk, lyrisk orienteret rap har mestendels været netop det: Udflugter. Nu fylder det spor en hel udgivelse.
Der er to åbenlyse inspirationskilder til den her udvikling mod mere rendyrket rap.
Den ene er Lil Yachty, der er krediteret som producer flere steder på udgivelsen, og som den seneste tid sjældent viger fra Drakes side.
Yachty har selv vist, at man sagtens kan lave et album med benhård rap den ene dag, som på mixtapet ‘Michigan Boy Boat’, og Tame Impala-inspireret syrerock den næste, som på dette års ‘Let’s Start Here’.
Den anden – og største – inspirationskilde er albummets eneste feature: J. Cole.
Han er med på chipmunk soul-sangen ’Evil Ways’, og han er Drakes nye turné-partner i USA. Men på et generelt plan er det selve Coles tilgang til rapper-rollen, Drake har taget til sig.
J. Cole-metoden
J. Cole er blevet en af de største rappere i verden ved at gør det, gamle hiphopfans nok ville beskrive som ‘at holde det ægte’.
Det vil sige: Ingen åbenlyse forsøg på at gå pop, ingen indrømmelser til hitlisterne og intet, der kunne dufte af sell-out. Altså sådan cirka det modsatte af Drakes karriere de seneste 15 år.
J. Cole lavede engang en sang, der handlede om, at han var vildt bange for at skuffe idolet Nas. Det siger alt om hans tilgang til musikken. Han er traditionsbevidst på en måde, der bedst kan beskrives som konservativ, og hans fans elsker ham for det.
De ser ham som en tiltrængt modvægt til den konstante forandring (eller i deres optik udvanding) af hiphop-genren, der finder sted overalt.
Synes du, Ice Spice er alt, der er galt med moderne musik? Okay, bare rolig, J. Cole har lavet en ny freestyle.
Nu, i en tid hvor den offentlige mening er ved at vende sig mod ham, har Drake allieret sig med J. Cole, og han skaber hiphop med en duft af de gode, gamle dage.
Forskellen mellem J. Cole og Drakes position i 2023 er åbenlys: Førstnævnte har gjort den her type traditionsbevidst rap til sin identitet. Sidstnævnte er kendt for at dyppe sine tæer i noget nyt hvert år, som om hver genre var et fodbad, han kun skal prøve en enkelt gang.
Men lige nu har klassisk rap lige den behagelige, trygge temperatur, Drake har brug for.