Noah Carters fjerde album er blandt årets mest ventede udgivelser. Forventningerne er særligt store, fordi han endelig har indfriet sine fans’ drøm og er begyndt at rappe på dansk.
Nu kan rapperen afsløre, at det nye album, ‘Noahs Ark’, lander allerede i morgen.
Fra sin Instagram-profil har han således delt et link til det nye album på Spotify. Her kan man se, at pladen består af 16 numre og har en prominent gæsteliste bestående af Gilli, Kesi, Mas, Hans Phillip, Benny Jamz, Kimbo og Sivas.
Sammen med nyheden har Noah Carter smidt en single, der også bærer titlen ‘Noahs Ark’. Den klaverbårne sang er produceret af Jens Ole McCoy og viser rapperen fra en mere eftertænksom og rolig side end på de to første, attitudefulde singler ‘Winwin’ og ‘Ousside’.
Lyt til den nye sang herunder.