Taylor Swift er i familie med legendarisk amerikansk digter

Taylor Swift er i familie med legendarisk amerikansk digter
Taylor Swift på sin 'Eras'-turné. (Foto: Hector Vivas/TAS23/Getty Images for TAS Rights Management)

Timingen er ret utrolig.

Imens Taylor Swift varmer heftigt op til sit kommende album med titlen ‘The Tortured Poets Department’, er det nu kommet frem, at hun er i familie med en legendarisk amerikansk poet.

Today kan således afsløre, at Swift er en fjern slægtning til digteren Emily Dickinson. Det har slægtsforskningsfirmaet Ancestry netop fundet ud af.

»Swift og Dickinson stammer begge fra en engelsk immigrant fra det 17. århundrede (Swifts 9. oldefar og Dickinsons 6. oldefar, som var en tidlig nybygger i Windsor, Connecticut)«, skriver Ancestry ifølge Today.

»Taylor Swifts forfædre forblev i Connecticut i seks generationer, indtil hendes del af familien til sidst slog sig ned i det nordvestlige Pennsylvania, hvor de giftede sig ind i Swift-familien«.

Emily Dickinson levede fra 1830 til 1886 og nåede ifølge Forfatterweb at skrive næsten 1800 digte, hvoraf kun 10 blev udgivet i hendes levetid. Efter sin død blev Dickinson dog opdaget af omverden, og alle hendes digte blev genoptrykt. I dag hyldes hun som en af de største amerikanske digtere fra det 19. århundrede.

Taylor Swifts album ‘The Tortured Poets Department’ udkommer 19. april i fem forskellige udgaver.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af