Vil du skrive om musik for Soundvenue?

Vil du skrive om musik for Soundvenue?
Ariana Grande. (Foto: Robin Marchant/Getty Images for The Recording Academy)

Kildrer det i dine fingre for at skrive kritisk om nye album og sange? Brænder du for at analysere de større tendenser, der former tidens toneangivende musikgenrer? Eller har du en holdning til de utallige debatter, der præger popkulturen og musikverdenen?

Hvis du kan svare ja til et eller flere af de spørgsmål, er du måske musikskribenten, vi er på jagt efter.

Soundvenue søger lige nu freelancere, der har lyst til at ruske op i musikjournalistikken og kaste sig ud i en frygtløs formidling af den evigt omskiftelige musikverden. Det være sig igennem klassiske formater som anmeldelser og anbefalinger eller gennem holdningsartikler og analyser.

Hvad skal du skrive om?

Du skal skrive om den del af musikverden, du er ekspert i – om det så er rock, pop, hiphop, elektronisk musik eller noget helt andet.

I 2024 er de fleste artister umulige at definere under ét genrenavn, så lad os bare sige, at vores mål er, at du kan skrive om det, du brænder for. Vi vil gerne høre fra dig, uanset om dine helte hedder Rosalía og Caroline Polachek, Artigeardit og Ukendt Kunstner eller Boygenius og Lana Del Rey.

Vores musikdækning står på en række forskellige søjler: Anmeldelser (koncerter og album), analyser af tendenser og værker, holdningsartikler og interviews.

Vi søger skribenter, der skriver med personlighed, og som kan gøre musikken levende for læseren. Vi søger dig, der kan få os til at grine, tabe kæben og spærre øjnene op.

Hvad forventer vi af dig?

Du vil blive en del af den lønnede freelancestab knyttet til Soundvenues musikredaktion. Vi vil pitche opgaver til dig, men det er mindst lige så vigtigt, at idéer kommer fra dig selv.

Du har en stor viden om dit ekspertområde. Du kan se den originale, interessante vinkel.

Du formår at omsætte dine iagttagelser til kommentarer, analyser og anmeldelser skrevet i et krystalklart og underholdende sprog.

Vi skriver om nogle af de mest spændende emner og artister i verden, så det skal dine tekster selvfølgelig afspejle!

Stadig interesseret? Så send os en mail med følgende:

1. Lidt om dig selv og din baggrund.
2. En beskrivelse af dit ekspertiseområde: Er du popkultur-besat, hiphopnørd, r’n’b-aficionado, popelsker, eller noget helt andet?
3. En eller to af dine tidligere (eller helt nye) tekster – helst om musik.
4. Minimum ét konkret pitch (men meget gerne flere) til en konkret idé, du gerne vil føre ud i livet.

Send din ansøgning til kka@soundvenue.com senest 25. marts. Eventuelle spørgsmål kan rettes til samme adresse eller til musikredaktør Kristian Karl på 70200012.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af