Spleen Uniteds ‘The Blur of Zebras’: Et af Danmarks engang bedste bands har begået 42 minutters kedsomhed
I sidste halvdel af 00’erne var Spleen United så godt som uundgåelige på radiofladerne. Hits som ‘In Peak Fitness Condition’, ’66’ og ‘Suburbia’ var en perfekt blanding af rocket nerve, synthpoppet catchyness og elektronisk bevidsthed om teksturer, der formåede at fængsle både radiolyttere, koncertgængere og kritikere.
De trak dog stikket efter deres stærke tredje album, ‘School of Euphoria’, da forsanger Bjarke Niemann var ude for en personlig tragedie i 2012.
En uvarslet afskedskoncert i 2013 var punktummet for en stund, og herefter fokuserede både Niemann og en håndfuld af hans gamle Spleen-kolleger på det mere optimistiske og solskinspoppede projekt Lightwave Empire, der kun smed et enkelt album af sig.
Spleen United blev i 2019 gendannet som liveband, og her har de utvetydigt vist, at de stadig besidder format. I 2022 begyndte de at udgive ny musik igen, og med ‘The Blur of Zebras’ vender de endegyldigt tilbage som albumkunstnere.
‘The Blur of Zebras’ fortsætter dog ikke, hvor den klubbede ‘School of Euphoria’ slap. Den nye skive er mild og melodisk orienteret, ikke ulig Lightwave Empire, men hverken den smittende livsglæde eller den 60’er-poppede guitarlyd herfra er bevaret.
Når jeg hører de behageligt svævende synthflader koblet sammen med Niemanns æteriske falset, leder det uundgåeligt mine tanker hen mod Tame Impala, som de lyder på ‘Currents’ og nok særligt den lettere skuffende opfølger ‘The Slow Rush’.
‘The Blur of Zebras’ er dog markant langsommere end selv albummet, hvor der er ‘Slow’ i titlen.
Det sker flere gange, at en sang bruger et minuts tid på at etablere et groove, før versmelodien starter. Det greb kan skam fungere godt, men på de forlængede introer på ‘From 10 to Zero’, ‘I Don’t Believe In Pain’ og ‘You’re The Bomb’ føles det som en musikalsk pauseskærm. Mere gribende er synthteksturerne her altså ikke.
Et entusiastisk trommebeat på albummets mest Lightwave Empire-klingende sang, ‘7 Days in the Burning Bright Sun’, gør dog, at den holder bedre til den lange intro end resten, og melodien har noget sprælskhed, der forhindrer stemningen i at blive nær så døsig som resten. Nogle spicy, vaporwave-agtige teksturer dukker op undervejs, og kontrasten mellem versets neutrale stemmeføring og omkvædets falset fungerer fornemt.
Den slags sangskrivning hører dog til sjældenhederne. ‘From 10 to Zero’ vandrer formålsløst rundt i over fem minutter, uden at det føles, som om noget er opnået, når vi rammer afslutningen. Det eneste, der for alvor springer i øjnene al den tid, er en relativt insisterende synthesizer.
På ‘You’re the Bomb’ får vi platituder som »You’re a bomb / except for explosions« og »I don’t know where you’re going / don’t know where you’ve been / but I know how you feel«. Det sker, mens nummeret stilfærdigt trasker derudaf uden nogensinde at nå et hook eller en passage, der stikker ud og griber fat om lytteren. Vers og omkvæd går i ét med hinanden, så man totalt mister fornemmelsen for, hvor længe sangen har varet.
Hvis jeg skulle gisne om en anden indflydelse end Tame Impala, ville det være ambient-genren. Kunstnere som Air, Stereolab og Julee Cruise har selvfølgelig for længst bevist, at ambient-klangflader og popmelodier sagtens kan fungere sammen, men så kræver det som regel, at klangfladerne rent faktisk er værd at fordybe sig i. Og det er de sjældent på ‘The Blur of Zebras’.
Albummets fuldblods-ambient interludium ‘Pad Dimension Loop’ er en frustrerende tynd kop te, der er lige så hurtigt glemt, som den er overstået. Jeg har ingen anelser om, hvilke følelser den skulle vække i mig, udover halvandet minuts kedsomhed.
Men på sin vis er den derfor desværre ret sigende for resten af albummet. Et af Danmarks engang bedste bands har begået 42 minutters kedsomhed.
Kort sagt:
Pludselig lyder electrorockerne Spleen United som en ambient-inspireret udgave af Tame Impala. Desværre er klangfladerne over en bred kam uinteressante, og sangskrivningen er langt fra fortidens højder.