’Lampedusa in Winter’: Dokumentar om flygtninge i Syditalien udvider ens horisont
Middelhavsvinden blæser koldt og konstant på den lille, syditalienske ferieø Lampedusa vinteren igennem. Men vind, nedbør og et oprørt hav er intet at regne i forhold til øens langt mere akutte problemer: Færgedriften til Sicilien 200 kilometer nordpå er midlertidigt nedlagt oven på en brand, og flygtninge- og migrantstrømmen fra særligt Afrika og Syrien synes ingen ende at ville tage.
Jakob Brossmanns ’Lampedusa in Winter’, der er månedens dokumentar i Cinemateket i København, er en nænsom observation af Lampedusas særlige situation på kanten af Europa netop nu.
Egentlig troede jeg, at jeg skulle se en empatimaskine af en dokumentarfilm, der skulle få mig til at føle med de uendeligt mange flygtningeskæbner, der lider skibbrud langs Europas yderkyster disse år. Men sådan en dokumentar er ’Lampedusa in Winter’ langtfra. Østrigske Brossmann peger i stedet linsen mod øsamfundet Lampedusa, hvor både strejke blandt fiskerne, færgedriftens mangler, ungdomsfodboldholdets træning, den speedsnakkende lokale radiovært Giacomo, byens kvindelige borgmester Giusi Nicolini, en lille gruppe strandede, afrikanske flygtninge, kystvagtens brave mænd og ildsjælen Paola er med til at tegne et nuanceret billede af øen såvel som hele Europas tilstand.
Filmen både starter og slutter med nødopkald fra skibe i havsnød ud for Lampedusas kyst. Skibe stuvende fulde til bristepunktet med mænd, kvinder og børn. Da kystvagten lykkeligvis når frem til ét af dem i tide, er synet næsten absurd. Så tæt står de trætte, udmattede, men stadig håbefulde skikkelser som sild i tønde på dækket – dér i den begsorte nat på et oprørt hav oplyst af projektører.
Én for én hjælpes de i sikkerhed over på kystvagtskibets dæk. Det er risikofyldt, langsommeligt og drænende arbejde, der sender det hårdtarbejdende hold af mænd til tælling. Dag efter dag. En ekstrem situation, der er blevet hverdag.
I oktober 2013 mistede 366 bådflygtninge livet, da et skib brød i brand og forliste ud for Lampedusa. Massevis har lidt samme skæbne både før og efter. Kirkegården på øen taler sit eget, tydelige sprog. Det samme gør en lille udstilling, som to kunstnere har stykket sammen af efterladte ejendele bjerget fra flygtningebåde. En hel væg med skrigorange redningsveste, uspist dåsemad, breve, fotografier og tøj.
Lige dér i et tarveligt baglokale på havnen i Lampedusa bliver Europas flygtningekrise knugende håndgribelig. Instruktør Jakob Brossmann svælger på intet tidspunkt i situationens elendighed. Sammen med duoen Serafin Spitzer og Christian Flatzek bag kameraet registrerer han lavmælt og uden kunstig, dramatisk kurve hverdagen på Lampedusa i vintertide – og det er rigeligt dramatisk i sig selv.
’Lampedusa in Winter’ er både et vellykket portræt af et øsamfund, der med vanligt italiensk temperament kæmper (og diskuterer herligt højlydt) for den daglige overlevelse, og et håbefuldt, humanistisk dokument over de mange ildsjæle på øen, der som det mest naturlige hjælper medmennesker i nødens stund.
Hvad enten det så er i form af Paolas varme kop te eller borgmester Nicolinis ufravigelige krav til landets ministre. Før forbandt jeg Lampedusa med armod og menneskelig tragedie. Brossmanns dygtige, dokumentariske blik har udvidet min horisont og sat ansigter på tragedien såvel som hverdagen.
Kort sagt:
’Lampedusa in Winter’ er en tiltrængt humanistisk middelhavssaltvandsindsprøjtning, der i kraft af sin klassiske, observerende stil tilfører nuance på nuance til fortællingen om Europas flygtningesituation. Jakob Brossmann er en talentfuld ny dokumentarstemme.