’House of Cards’ sæson 5: Trump får næsten Frank Underwoods korthus til at vælte

»Welcome to the age of death of reason. There is no right or wrong anymore«.

Uanset hvor stædigt folkene bag ’House of Cards’ holder på, at Netflix-flagskibets femte sæson ikke drager dramaturgiske paralleller til Donald Trumps regime, er det takket være en lind strøm af fyndige fraser som ovenstående simpelthen umuligt at lægge metabrillen på hylden under gensynet med præsident Francis Underwoods bundkorrupte game of thrones i et semifiktivt USA.

Over de seneste otte måneder har politiske serier som ’House of Cards’ og ’Veep’ fået trukket tæppet væk under selve deres eksistensgrundlag: Den underholdningsbaserede antagelse, at hovedpersonernes forargelige skalten og valten med verdens mest magtfulde embede og eroderingen af det amerikanske demokrati spejlede et spydigt chargeret mareridtsscenarie, er erstattet af virkelige politiske skandaler og daglige præsidentielle Twitter-absurditeter, der i den grad udfordrer før så larger-than-life-karakterer som Underwood og Selina Meyers chokværdi.

Mens Late Night-værterne sætter dagsordenen for højaktuel og nødvendig politisk satire, er ’House of Cards’ gode gamle rænkesmedende Frank i fare for at blive reduceret til en seriekuriositet fra en allerede svunden tid, hvor boogymanden i Det Hvide Hus huserede på Netflix og ikke CNN.

Jovist er det voldsomt uretfærdigt at holde en selverklæret fiktionsserie op mod virkelighedens uforudsigeligheder. Men prøv bare at lade være, når ’Frank’ selv spotter Trump på Twitter i realtime, og ’House of Cards’ femte sæson – der ganske vist hovedsageligt og på sært synsk vis er pennet præ-Trump – krydrer sit handlingsforløb med indrejseforbud, digitalt valgfusk, krigsforbrydelser i Syrien, en præsident, der skider på al formel protokol i kongressen, og oppustede terrorskræmmetaktikker som blålys for beskæmmende medieafsløringer.

»Jeg håber ikke, at USA vænner sig til her«, siger graverjournalisten Tom Hammerschmidt (Boris McGiver) hovedrystende om det kaos, der præger det Underwood’ske præsidentskab. Som seer fnyser man imidlertid mere forhærdet overbærende end egentligt forarget.

Sæson fem fortsætter, hvor den fjerde slap: Med præsidentvalget 2016 på trapperne og den diabolske duo Frank (Kevin Spacey) og Claire Underwood (Robin Wright) positioneret som henholdsvis POTUS og VP overfor republikanernes glatte gulddreng Will Conway (svenske Joel Kinnaman).

Franks Waterloo er over de fire foregående sæsoner møjsommeligt kørt i stilling som ’House of Cards’ skæbnesvangre piece de resistance i et bizart, marketingsgunstigt parløb med USA’s virkelige valgkalender. Men i maj 2017 har cliffhangeren mistet sit bid – uanset hvem der vinder seriens Hvide Hus, er det værst tænkelige alligevel allerede sket.

Tilbage i serieland har Hammerschmidt netop publiceret sin artikel om Franks beskidte metoder og mulige involvering i Zoe Barnes og Peter Russos død, og Underwood-parret lobbyer således heftigt for at få kongressen til at erklære åben krig mod terrororganisationen ICO (seriens ISIS) for at aflede folkets opmærksomhed og sikre Frank popularitetspoint.

Imens bevæger Claires rådgiver LeAnn (Neve Campbell) sig længere og længere ud på det moralske overdrev i forsøget på at få sin hackerkontakt Aidan McAllan (Damian Young) til at bistå Underwood med valgsejren, og Conways nye højre hånd Mark Usher (Campbell Scott) træder i karakter som magtfuld altmuligmand med en uudgrundelig dagsorden. Men kan Usher nu også kontrollere sin renskurede all-American chef, hvis utålmodighed udvikler sig til eksplosiv herskersyge, i takt med at Underwood-parret forhaler valgprocessen?

Usher er et mere raffineret instrument end Franks loyale væbner Doug, hvis arsenal af fysiske trusler i kombination med karakterens evige forkærlighed for smukke damer i nød efterhånden føles en smule bedaget – om end man aldrig bliver rigtigt træt af Doug, dertil spiller sublime Michael Kelly for godt.

’House of Cards’ har alle dage brystet sig af et fantastisk veloplagt cast og sindrige plottråde, der spænder deres indviklede net over flere års sæsoner for at pirre og ultimativt belønne den vagtsomme seers dedikation. Derfor er vi selvfølgelig ikke færdige med implikationerne af Peter, Zoe og Rachels mord, ligesom flere velkendte figurer fra fortiden står klar til at entrere scenen på ny.

Andre favoritter er tilsyneladende væk for good, og i deres fravær sætter man om muligt endnu mere pris på tilbagevendende sværvægtere som Lars Mikkelsens herligt svigefulde russiske præsident Petrov og Jayne Atkinsons stoisk prøvede Secretary of State, Catherine Durant, hvis troskab til Underwood-administrationen hænger på Franks tvetydige dødstrussel fra slutningen af sidste sæson.

Til gengæld havde jeg gerne undværet fokusset på Paul Sparks’ surmulende forfatter Tom Yates og hans forsmåede maskulinitet over for sugar mamma Claires dronningedominans i de private gemakker. Lidt for mange birollekarakterer tusser rundt i baggrunden uden synderligt vigtige ting at tage sig til, hvorfor det runger ufrivilligt morsomt, når den ene eller anden Underwood gentagende gange irriteret spørger: »Skal han/hun overhovedet være her?!«.

Svaret er nej, og gud ske tak og lov for Franks Hvide Horrorhus, hvor folk redeligt falder hovedkulds ned af trapper og knalder med en issyl under hovedpuden…

I femte sæson fyrer ’House of Cards’ sålunde yderligere op under sine mere pulp-inspirerede krimispor, der måske nok havde irriteret, var det ikke for førnævnte fornuftstridige virkelighed af i dag. Nu byder man noir-tiltagenes brutalitet velkomne i den eskapistiske underholdnings navn, men selv ikke manuskriptets mest udspekulerede curveballs kan skjule, at ’House of Cards’ træder vande.

Siden Frank triumferende knaldede knoerne i mahogniskrivebordet i det ovale kontor i slutningen af den geniale anden sæson, har serien famlet efter fremdrift. Hvor går verdens mest magtsyge mand hen, når han er blevet verdens mest magtfulde mand? Spørgsmålene trængte sig på allerede i tredje sæson og er her blevet til betændte akilleshæle for seriens interne logik.

Hvad vil Frank?

Man kan vælge at se karakteren som legemliggørelsen af absolut magtliderlighed og driftens konsekvenser. En mytisk manifestation af den vestlige verdens smuldrende parlamentariske værdier, uden moral eller ideologier, der som en anden Macbeth eller Richard III styrer lukt mod at statuere et klassisk katarsiseksempel på slagmarken.

Så langt, så analytisk forudsigeligt –  var det altså ikke fordi ’House of Cards’ femte sæson tilsyneladende smider Shakespeare-konnotationerne over bord til fordel for en grådig vægtning af Shyamanlan’ske cirkuskunstner, der ikke just uddyber hovedpersoners motivationer, men snarere skal fremtidssikre serien for flere sæsoner.

Det er pokkers ærgerligt, men ’House of Cards’ gør et tilforladeligt forsøg på at kamuflere plothullerne via Franks indforståede kommentarer til kameraet, hvorigennem Spaceys sylespidse, sarkastiske intonation blandt andet skoser den amerikanske befolknings indifferente click bait-mentalitet.

Fortællegrebet er stadig sæsonens dygtigste, men også det mest åbenlyst metasamfundskritiske (og så er jeg ligeglad med, hvad forfatterne ellers siger): I stedet for at behandle publikum som ligesindede medsammensvorne får vi denne gang med grovfilen for at labbe Underwoods ugerninger i os som åndløse lemminger:

»Det er jo sådan her, I vil have det: I er ligeglade med, hvad jeg står for, bare jeg står her. Med alt det kaos, der omgiver jeres liv, bebrejder jeg jer ikke … Men nu må I så også leve med jeres valg!« snerrer snogen, så man næsten får røde kinder af skam over egen vegetative fosterstilling på sofaen.

’House of Cards’ femte sæson er akkurat en tilforladeligt pervers sommerfornøjelse, men korthuset vakler faretruende.

»Jeg knalder dig ikke fordi jeg kan lide dig. Jeg knalder dig, fordi jeg hader dig,« siger en karakter til sin elsker. Efter denne sæson er jeg bekymret for, at det er præcis sådan, jeg vil få det med ’House of Cards’, hvis serien fortsætter i samme spor til næste år.

---

Kort sagt:
Virkeligheden har trukket tæppet væk under ’House of Cards’ oprindelige eksistensgrundlag og før så usandsynlige dramaturgiske skrækscenarie, og skønt alle involverede spiller til UG og det politiske magtspil stadig fænger, er femte sæson mere metodisk syvkabale end kunstfærdigt konstrueret korthus.

Anmeldelsen er baseret på hele femte sæson.

Læs også: Anmeldelse af ’House of Cards’ sæson 4